Kærlighed igen


Velkommen

Jens Peter


Jens Peter sad ved morgenkaffen og havde åbnet avisen, men kunne ikke koncentrere sig om artiklerne. Det var normalt ikke noget problem at få avisen studeret nøje, men de sidste uger havde han ikke været sig selv. Han havde det underligt uden at være syg. Ingen feber eller ondt nogen steder. Bare utilpas, trist og modløs. Han sov dårligt om natten. Nu var han ellers kommet så godt ind i en rytme med at gå i seng ca. 22.30 hver aften og stå op kl. 6 efter at have sovet hele natten. Det havde ellers været svært i starten.


De skulle til brunch hos Birthes søster kl. 10.30. De var blevet enige om at stå lidt tidligt op, og få lidt let morgenkaffe, og så gå en tur inden de skulle sidde ned det meste af dagen. Karens fødselsdage var altid så hyggelige. Ja faktisk rigtig sjove, så det endte altid med, at de stadig sad ved bordet, når det nærmede sig aftensmad. Jens Peter gik på badeværelset først, og ville så lave kaffe, mens Birthe gjorde sig færdig. Birthe kom bare ikke. Hun var faldet på badeværelset, og Jens Peter kunne ikke få liv i hende. Hverken ambulancefolkene eller paramedicineren kunne vække hende til live igen. Han var knust. Det var den mest forfærdelige opringning han nogensinde havde foretaget i sit liv, da han ringede til Karen, og fortalte hvad der var sket.


Efter at børnene havde været der, og bedemanden og alle fra familierne, sad Jens Peter nu alene. Faktisk havde han bedt deres datter Emma, om at tage med sin familie hjem. Han ville gerne være alene. Først der lykkedes det ham at græde. Dagen havde været fuld af diverse gøremål og besøg. Jens Peter græd meget de næste uger. Det var svært som 58 årig mand, der aldrig havde grædt, men han måtte sande at det gjorde det nemmere at kapere følelserne på den måde. Og efter de første dage, gik det meget nemmere med at få tårerne frem og få hulket. Han oplevede også at selvom han havde besøg, kunne han græde og når det værste var overstået, så var det nemmere at tale om sorgen og tabet. 3 uger efter Birthe døde, var han begyndt på arbejdet igen. Jens Peter var smed på en større maskinfabrik. Han nød cykelturen på arbejde, og det at være blandt sine kolleger. Ret hurtigt fandt han ind i en daglig rytme, og han sørgede for at få noget ordentlig mad. Han syntes selv, han gjorde det rigtig godt. Men søvnen var svær. Han gik i seng på forskellige tidspunkter, for at se hvad der virkede bedst. Intet virkede. Han prøvede at tage en lur, når han kom fra arbejde og så gå lidt senere i seng. Det virkede heller ikke. Han blundede bare og fik aldrig en rigtig god søvn. Det tærede på kræfterne, men han lod sig sjældent påvirke af det. Hans lunte var måske en smule kortere, men på arbejdet sagde de aldrig noget. Det var stadig rart at komme på arbejde. De var et godt team. De arbejdede godt sammen og fik noget fra hånden og lavede sjov med hinanden.


En aften besluttede Jens Peter sig for at gå i seng hver aften kl. 22.30 og stå op kl. 6 til normal tid uanset om han skulle arbejde eller ej. Han ville vænne kroppen til, at sådan var det. Det var stadig tomt at gå i seng, uden lige at have snakket med Birthe, eller givet hende det sidste godnat kys. Så han valgte at ligge i sengen, og tale til hende som om hun var der. Godt nok fik han ikke noget svar, men han syntes, han alligevel kunne høre hvad hun ville have svaret. Det hjalp ham. Sådan faldt han i søvn hver aften nu, og det var dejligt at vågne og være frisk, og have følelsen af at Birthe stadig var i hans liv. Han besøgte gravstedet hver søndag. Han var begyndt at gå i kirke. Og efter gudstjenesten tog han over på gravstedet. De havde valgt for længe siden, at de kun ville have en plade i græsset. Ikke noget børnene skulle passe når de begge var væk. Han kunne dog godt sætte nogle kurve med blomster, men han valgte i stedet at bruge pengene på blomster, når han cyklede hjem fra arbejde om tirsdagen. For da havde blomsterhandleren fået ny frisk forsyning, og så tog han en flot buket med hjem til stuen, og sagde hver gang højt for sig selv: ”De er til dig min kære Birthe” og så nød han blomsterne hjemme hver dag, i stedet for at de skulle stå ved graven hvor ingen så dem. Hvert år til Birthes fødselsdag havde han inviteret børnene og deres voksende familier hjem til frokost, og så havde de været på kirkegården med langtidsholdbare beplantninger og gravlys. Det var blevet en dejlig tradition. Det var nu 5 år siden, og de små havde aldrig mødt mormor, men elskede at være der sammen med hele familien. Det gav et sammenhold.


5 år og nu skulle Jens Peter til at overveje, om han skulle gå på efterløn eller bliver lidt længere på arbejdet. De var glade for ham på arbejdet. Han var god til at lære fra sig. Han havde altid syntes, det var vigtigt at dele sine erfaringer og øse ud af sin viden. Hvad havde han ud af at gå med det hele selv, og irritere sig over at andre ikke kunne det samme? Han nød også at arbejde med de unge. Særligt de lidt utilpassede syntes han særligt om at få lov til at se hvor langt han kunne komme med, og forhåbentlig hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet. Han så altid det bedste i dem, mens mange kolleger så det negative de havde lavet. Det endte nu som regel med, at de alle kom til at holde af hinanden og nød samarbejdet. ”De unge har bare så meget at give, hvis de får en chance. Bare fordi de har fået en dårlig start, behøver de ikke få en dårlig afslutning”. Det var efterhånden blevet hans motto. Jens Peter var også kendt for sin enorme tålmodighed, men også for sin direkte facon at sige tingene på. Han viste respekt og krævede respekt til gengæld.


Hvad skulle han få tiden til at gå med der hjemme? Ingen at rejse med, ingen at dele dagene med, turene med, indkøb osv. Måske skulle han finde sig en hobby. Men hvad skulle det være. Hans interesse var jo hans arbejde. Jens Peter brugte ofte weekenderne på skift hos sine tre døtre. De boede alle i hver sin retning og ca. en times kørsel fra ham. Emma boede på en gård sammen med sin kæreste, der var landmand, og to små børn, en dreng på 4 mdr. og en pige på 3 år. Julie var alene inde i storbyen i en lejlighed, mens Sarah havde kæreste og en dreng på 4. De boede i en lidt større landsby, med rigt foreningsliv og sammenhold. Det gik dem godt alle 3 og de var glade for det liv de livede. Det var tre forskellige måder at holde weekend, på når han besøgte dem hver især, og det nød han faktisk. At have familierne, eller Julie for sig selv, og nyde dem i stedet for de altid skulle være sammen alle sammen på en gang og ikke så ofte. Han nød at tumle på gården og hjælpe Jesper, men Trine på 3 tøffede rundt sammen med dem. Han nød de gode lege med Emil på 4. Han var rigtig god til at bygge Lego, og det med at bygge noget op sammen var jo lige hvad Morfar var god til, og så nød han de dybere samtaler om livet med Sarah og Peter, som begge var ved at være færdige med hver deres jurastudie. Weekenden hos Julie var derfor meget anderledes, da det jo i sagens natur bare var de to. Men hvor det var hyggeligt at tulle rundt i byen, og se livet fra en café eller køre ud i skoven og bare gå og snakke om alt muligt. Julie arbejdede som radiograf på et af de store hospitaler i byen. Hun kunne godt finde på at trække sin far med på museum, eller foreslå en teatertur, eller biograf, men allerhelst ville Jens Peter bare kunne tale med sin datter og se hende i øjnene. Hun kunne nu noget særligt den pige. Af de tre piger var det Julie, der mindede ham mest om Birthe, og det var de to der bedst kunne mindes hende. Hun turde også godt sige, at hun savnede sin mor, og ofte manglede hende til at spørge om alt muligt, eller bare at snakke med.


Det var selvfølgelig ikke hver weekend, der blev brugt på at besøge pigerne. Han nød også at gå hjemme og rode i værkstedet eller rydde op i haven, eller i garagen eller sidde og kigge gamle billeder. Det var måske alligevel blevet lidt en hobby at sysle hjemme og rydde os i fælles minder. Han kunne bruge timer på at sidde og kigge gamle billeder og snakke højt med Birthe om det, selvom hun jo ikke kunne svare tilbage på hvem de forskellige var, når han ikke kunne huske det. Eller kunne hun? For kort efter at han havde spurgt, og var gået videre til andre billeder, så var han kommet i tanke om det. Når han havde dvælet lidt ved de gamle billeder og brugt tid på at skrive bag på dem, hvem eller hvor der var afbilledet, så delte han også lidt af de gamle billeder ud til pigerne, og tog gerne billederne med når han kom på besøg, eller de fik dem når de kom til ham. De syntes det var en sjov ide at få dem lidt efter lidt, og børnebørnene syntes det var sjovt at se gamle billeder af mormor og morfar. Det var en dejlig måde at dele minderne på, men efterhånden ebbede det ud i de gamle billeder. Der var efterhånden ikke ret meget af Birthes ting længere i huset. Pigerne havde fået det de gerne ville, af de ting han nemt kunne undvære. Han var blevet så glad da Sarah havde foreslået at de kunne gøre det på den måde. At han kunne se hvor glade de blev for tingene, og de var rigtig gode til at få tingene delt i fred og fordragelighed. Han kunne jo se at tingene blev brugt hjemme hos dem selv.


Det var lørdag og Jens Peter havde ingen aftaler. Det gjorde ham såmænd ikke noget overhovedet. Men det lignede ham ikke at avisen ikke kunne tiltrække sig opmærksomhed. Var der mon noget galt, men han følte sig altså ikke syg. Mere sådan ved siden af sig selv. Jens Peter sukkede dybt og gik ind i stuen og satte sig i Birthes yndlingsstol og kiggede ud over haven, hvor fuglene dansede rundt, om de kugler han havde hængt ud til dem. Alt udenfor lignede sig selv fra da Birthe var her. Det kunne han godt lide. Han følte hende så nær, når han gik ude i haven og ordnede bedene. De havde for længe siden gjort haven nem, så det var ingen sag at når det hele og holde den pæn. Jens Peter faldt lidt i staver og blundede lidt i solen. Han drømte lidt. Noget underligt noget med at være ude at spise på cafeen nede ved havnen. Solen skinnede og han nød sit stjerneskud og den øl han havde bestilt, men han var ikke alene. Lone nede fra kontoret var der. Han vågnede brat. Lone? Jens Peter blev urolig. Lone? Jamen han elskede jo stadig Birthe højt og inderligt. Han rejste sig og valgte at slå det hen som en dårlig drøm.


Han gik ud i fryseren og valgte et par steaks, han kunne lægge på grillen i aften, og lave lidt salat og så ville han nyde et glas rødvin og det gode vejr. Han gjorde klar på terrassen, og syntes det trængte til at blive gjort rent mellem fliserne. Han arbejdede koncentreret men roligt i en times tid. Valgte at få lidt frokost derude i solen, inden han ville feje og få det helt pænt igen. Han kunne sidde tæt på gråspurvene, som nød det store spisekammer han altid havde til dem. Pludselig tænkte han på Lone igen. Var hun alene, hvor gammel er hun? Nej! Hold op. Han kunne ikke tillade sig at tænke sådan.  Han hentede avisen og prøvede igen om han kunne fange artiklerne. Det lykkedes ikke rigtig og han satte servicen ind i opvaskeren og begyndte at feje terrassen. Tankerne ville dog ikke slippe ham. Han var meget urolig nu. Kunne ikke glæde sig over det gode arbejde han havde lagt i terrassen. Han satte sig og træk vejret dybt. Hvad handler det her om? Han kunne ikke ringe til nogen, for ingen måtte vide at han havde disse tanker. Han kunne ikke søge hjælp.


Ved kaffetid ringede Bjørn. Det var Jens Peters gode ven fra gaden. De havde et godt sammenhold på gaden. Det kunne vel betegnes som sølvbryllupskvarteret. De var alle mellem 55 og 75. De var et par stykker, der var blevet alene. Bjørn havde været alene i 7 år. Hans kone var flyttet, efter hun havde mødt en kollega, som hun havde forelsket sig i. De boede nu sammen og havde det efter sigende godt, så det var måske det rigtige, men Jens Peter syntes stadig det var noget mærkeligt noget. Bjørn havde kæmpet for at kunne beholde huset. Heldigvis var deres børn så store og fornuftige, at de var blevet boende hos Bjørn, og så deres mor hver anden weekend, hvis de ikke havde andre planer. 15 og 17 år dengang. Så har de jo næsten sluppet navlestrengen og søger mere til vennerne. Bjørn spurgte om Jens Peter ikke kom over til en øl. Han, og Søren ved siden af, sad lige og nød solen og tænkte om ikke han også havde lyst. Jens Peter gik der over, og tænkte at det ville være dejligt at få noget andet at tænke på.


Solen skinnede ned på dem og snakken gik som altid let. Søren havde været til fodbold i England med en gruppe fra arbejdet. Det havde været noget af en oplevelse. Især optakten på bar før. Og nedtakten på bar efter. Søren kunne snart ikke fortælle for bare grin. De andre grinede nu med, for selvom det var hullet af grin, så er rigtig god til at fortælle og få det beskrevet så man gad lytte, og næsten selv havde været med. Søren var alene i aften. Hans kone var på et kursus i noget blomsterbinding, så de besluttede sig for at starte grillen og fortsætte med en øl mere, og så ville Bjørn grille nogle pølser, og Jens Peter hentede det han havde tænkt sig til aften. Hyggeligt, tænkte Jens Peter. Det er lige hvad jeg har brug for. Han nød deres selskab, og glemte alt om sin drøm og tanker tidligere på dagen. Da han kom tilbage, havde de andre to hentet hvad de skulle bruge, så de hjalp hinanden med at dække bord. Jens Peter havde også taget vinen med og et par specielle øl. De fortsatte snakken mens grillen blev klar.

Jens Peter slappede helt af nu. Vin og øl er normalt ikke noget han nyder så tit. I dag gjorde det ham dejlig rolig og han nød selskabet, vejret og at tankerne var væk. Det var nogle rigtig gode steaks og pølser, og de havde den smule salat Jens Peter havde gjort klar. Søren havde været hjemme i skabet, og finde nogle flutes og noget hvidløgssmør. Herlig mande-menu. De grinede og snakkede og blev så mætte. Bjørn satte noget kaffe over, og de to andre ryddede i opvaskeren. De var gode sammen de tre. Jens Peter tænkte at det skulle de gøre noget oftere. Sørens kone var ofte på kursus. Hun er selvstændig blomsterhandler og holder sig konstant opdateret. Bjørn og han selv var jo alene, så ….. Nå det er måske bedste det sker spontant, men han nævnte det alligevel for de andre, og de var helt enige, at de hyggede sig og det måtte de gøre oftere.

Bjørn hentede kaffen og besluttede sig at tage cognac med ud og små glas.

”Nå nå” sagde Søren. ”Hvad skal vi fejre”?

”At jeg har fået en kæreste” Sagde Bjørn tørt men glad. De to andre kiggede måbende på ham.

”A hva har du”? Fik Søren frem. Bjørn havde mødt en pige på en firmatur til landskamp i København. Turen havde været med overnatning. De var kun 5 ansætte i det entreprenørfirma hvor han var ansat. De holdt aldrig julefrokost, men valgte til gengæld at tage påhæng med på en weekendtur lige før sommerferien. De var ankommet til København og havde gået en tur op og ned ad Strøget og været på café til fælles frokost. Derefter kunne de vælge at tage en lur på hotellet, eller gå lidt rundt som de havde lyst, inden de skulle mødes kl. 16 og se bold kl. 17. Bjørn havde valgt at gå en tur, og havde sat sig på en café og bestilt en øl og sad og nød solen og det at være hjemmefra på firmaets regning. Han kunne godt lidt at sidde sådan og se på folk på Strøget. En dame havde spurgt, om hun kunne sidde ved hans bord, mens hun fik en øl. De andre borde var fyldte, og han var ene om et lille bord hvor der var tre stole. Han havde smilet og sagt ”Selvfølgelig”. Han havde skudt hende til 48 og havde luret at hun ikke umiddelbart bar en vielsesring. Han skålede med hende da hendes øl kom. Hun spurgte hvor han var fra, og så var de faldet i snak. Det viste sig at hun var i København på weekend hos sin datter, som arbejdede indtil kl. 17 og så skulle de hygge sig. Hun var kommet fredag, og havde nydt at se sig om i byen mens datteren arbejdede. Hun var oprindelig fra Jylland. Endda tæt på hvor Bjørn var vokset op, og de boede nu med under en times afstand. Hun var alene efter at manden var død af en svær og hurtig omgang kræft for 3 år siden. De havde kun den ene datter. Søren var fyr og flamme for at møde hende. Bjørn lovede at invitere dem over næste gang hun var på besøg. De havde jo ikke kendt hinanden så længe, men de havde det rigtig godt sammen. Jens Peter sagde ikke rigtig noget andet end lidt høflighedsfraser. Ingen af dem noterede sig det. De sad ude og snakkede videre og hyggede indtil ca. 22.30 hvor duggen var faldet, og det blev lidt for køligt. Jens Peter takkede af og gik hjem til sig selv. Lette beruset men tankerne havde fået ny kraft efter Bjørns afsløring.


Det var svært at sove, men det var alligevel lykkedes Jens Peter at få søvn nok til at føle sig nogenlunde frisk søndag. Han kunne ud af køkkenvinduet se at Bjørn var oppe og ved at gøre klar til at vaske bil. Jens Peter tog en hurtig beslutning og ko i tøjet og gik over gaden til Bjørn.

”Tak for sidst” sagde han.

”Selv tak, det var hyggeligt” Sagde Bjørn.

Jens Peter tog bladet fra munden om spurgte om Bjørn havde tid til at snakke, for der var noget han havde tumlet med, og måske det netop var Bjørn der kunne hjælpe ham. De satte sig ind til køkkenbordet. Jens Peter fortalte om det efterhånden større og større søvnbesvær, om det at være alene, savnet af Birthe, og nu også om at avisen ikke kunne fange ham, og drømmen og tankerne om Lone. Bjørn lyttede hele tiden og drak af sin kaffe. Da Jens Peter var ved at være færdig med at fortælle, spurgte han direkte Bjørn hvordan det var for ham at være alene og blive klar til ny kvinde i sit liv.

Bjørn sad lidt og tænkte. De havde jo kendt hinanden i mange år, og Bjørn havde stor respekt for Jens Peter og hans måde at tackle tiden efter Birthes død på. Bjørn fortalte, at han havde haft det virkelig svært ved, at konen var gået og han skulle kæmpe for huset og for at holde sig oven vande. Han havde været på vej ud i et alkoholmisbrug, men havde stoppet sig selv inden det var løbet løbsk. Det med søvnproblemerne havde han også haft i stor stil. Han havde sjusket med sig selv i en periode og havde spist for meget junk food og andet dårlig mad. Han havde mistet lysten til at være god ved sig selv. Indtil hans børn havde taget ham med ud og handle og havde købt ind efter en madplan til en. Han fik teksten læst af sine børn. De var kede af at se ham sådan, og de syntes ikke han fortjente at gå i hundene, fordi deres mor havde valgt ham fra. De havde direkte sagt til ham, at han skulle prioritere sig selv og få spist, sovet og motioneret ordenligt. Så derfor var han også begyndt at cykle på arbejde. Maskinerne og bilerne de brugte på arbejde, stod altid bag hegn på arbejdspladsen. Så han skulle altid hen på pladsen hver morgen. Han var begyndt at lave ordentlig mad, og han lavede ofte til to dage, og var blevet god til at få portionerne rettet sådan ind, at der sjældent var madspild. Det havde også hjulpet hans økonomi, at han havde lagt alkohol på hylden, og var begyndt at cykle det kvarter hver vej, i stedet for at tage bilen. Det havde haft den særlige virkning, at han begyndte at glæde sig til at komme hjem efter arbejde, og han sendte ofte billeder til børnene af sine menuer. Han havde ikke ondt i maven længere, og han gjorde en dyd ud af at barbere sig ordenligt hver anden dag og rensede negle og gjorde lidt ud af sig selv, for sin egen skyld. Selvom det i starten føltes som om, det var for børnenes. Børnene havde efter nogle måneder snakket med ham om at, de syntes han skulle kigge sig lidt om efter en ny kvinde at dele sit liv med. Det havde Bjørn afvist kraftigt. Det han kunne slet ikke forholde sig til. Det var nu et par år siden, og tiden havde nok alligevel gjort ham klar til det. Det havde føltes meget naturligt og rigtigt. Taget i betragtning af hvor glad han var, valgte han at tro det var helt rigtigt. Mest af alt fordi han vidste det var okay med børnene. De havde endnu ikke mødt den nye dame, men de kendte til at han havde mødt en og havde ivrigt spurgt til det. Bjørn kiggede på Jens Peter og sagde: ”Du er jo i forvejen rigtig god til at gøre noget ud af dig selv, og få ordentlig mad. Du lever jo netop som jeg begyndte at gøre. Du blev forladt på en anden måde. Jeg forestiller mig at du stadig elsker Birthe”? Jens Peter nikkede. ”Men måske det at du ikke får sovet ordentlig, ikke kan koncentrere dig om avisen, din drøm……. Måske det prøver at fortælle dig, at du er ved at være klar til forandringer i dit liv? Har du tænkt over, at en ny kvinde måske godt kan acceptere, at du stadig elsker Birthe, men at du også godt kan elske en ny samtidig”? Jens Peter sank dybt og så forundret på Bjørn.

”Stadig elske Birthe OG en ny”?

”Ja” sagde Bjørn.

Den sad Jens Peter længe og tænkte over. Han sagde tak for kaffe, og sagde tak til Bjørn for snakken, og at han virkelig havde fået noget at tænke over.


Hjemme trak Jens Peter en stol ud på terrassen og trak et tæppe over. Solen var ikke så stærk i dag. Han satte sig og tænkte meget og længe over alt det, Bjørn havde sagt. Var det et tegn på, at han var klar til at tage imod en ny kvinde i sit liv? Kunne han elske en anden kvinde? Birthe og han havde været sammen altid. Hun var hans første og eneste kærlighed. Han var skræmt ved tanken om at skulle date en ny eller flere. Alene det kunne afholde ham fra at lade sig indlade med en ny. Han og Birthe kendte jo alt til hinanden. Både deres gode og deres dårlige sider. De havde haft deres rytme og vaner. De havde været gode til at snakke om tingene. Han havde jo bare hørt og set så mange skændes og blive skilt. Det magtede han ganske enkelt ikke. Men han måtte også sande, at selvom han ikke følte sig ensom, så følte han sig efterhånden tit alene, og det var måske også et tegn på, at han var ved at være klar. Han sad der på terrassen til langt ind på eftermiddagen. Han blev sulten og gik ind og tog sig lidt frokost. Han valgte at gå en tur.

Han gik ned i byen og hen til parken, hvor han gik en tur rundt om søen. Han sansede stort set ikke de andre, der gik der. Børn der legede på legepladsen. Unge der gik hånd i hånd med deres nyfødte i barnevogn. Enlige der luftede hund. Han gik bare i sine egne tanker, og fløj sammen da en bagfra prikkede ham på skulderen. Det var Lone. Hun var i løbetøj og så meget svedig ud.

”Hej” sagde hun. ”Jeg troede aldrig jeg skulle møde dig her i parken”.

Jens Peter smilte tavst og skulle lige have styr på sig selv. ”Jo det hænder” Sagde han. ”Kommer du her tit”?

”Ja”, svarede Lone ”Mindst tre gange om ugen. Jeg løber en rute på 5 km tre gange om ugen og det passer med en tur hjemmefra mig og så rundt i parken og hjem igen. Har du lyst til at tage med hjem og få en kop kaffe”?

”Ja tak” sagde Jens Peter inden han nåede at tænke.

”Fint” sagde Lone. ”Jeg bor ovre på Finsensgade nr. 4. Jeg løber hjem og sætter kaffen på. Du går bare ind, så skynder jeg mig at tage et hurtigt bad”.

Væk var hun og han hørte sig selv sige ”Vi ses”.

Halløj hvor pulsen kunne mærkes oppe i halsen på ham. Han var rystet over sig selv. Hvad var nu det han havde gjort. Det kunne han da ikke. Han var temmelig nervøs da han fandt nr. 4 og gik ind af den hvide fordør. Hun var netop trådt ud af badeværelset.

”Hej. Ja du må undskylde rodet” Sagde hun, stadig med håret strittende til alle sider efter det var tørret hurtigt med et håndklæde.

”Hyggelig lejlighed” sagde Jens Peter.

Lone gik ud i køkkenet og tog to kopper frem. ”Jeg har desværre ikke noget til kaffen” Sagde hun undskyldende, mens hun gik på badeværelset og fik styr på lokkerne.

”Det skal du da heller ikke” Sagde Jens Peter. ”Det var jo heller ikke meningen jeg skulle komme”.

Lone kom ind, og han syntes hun så dejlig ud uden al den make up, hun altid havde på, på arbejde.

”Næste gang du kommer, så bager jeg en kage” sagde hun smilende til ham og rakte en hånd ud til at han kunne sætte sig ved bordet og satte koppen over til ham. ”Hvad laver du i parken på sådan en søndag”? Spurgte hun.

Jens Peter fortalte, at han havde haft lyst til at gå en tur, og uden at tænke over det, var han endt i parken. Han havde bare gået i sine egne tanker. Han fortalte om snakken med Bjørn og om han tanker. Han opdagede ikke, at han bare snakkede løs, som om hun var en gammel veninde han havde kendt altid. Lone smilte til ham, da han endelig kiggede op. ”Undskyld” sagde han ”det var ikke meningen jeg sådan skulle snakke om mig selv” Lone smilte og hældte mere kaffe op til sig selv. Jens Peter havde snakket så meget at han havde glemt sin kaffe. Han drak af den og var heldig at den stadig var varm nok til også at smage godt. Han kiggede rundt i lejligheden.

”Har du boet her længe”? Sagde han så.

Lone rejste sig. ”Kom du kan få en rundvisning”.

Han rejste sig og gik med rundt i den 3 værelses lejlighed med lille hyggelig have til. Hun var god til at indrette sig hyggeligt og funktionelt. Ikke alt for mange nips. Det kunne han godt lide. Det var billeder på væggen af hendes datter og svigersøn og deres lille dreng som nu er 3 år. I det ekstra værelse hun havde var der legetøj til drengen og en sovebriks. Der var også et bord med symaskine fremme og en masser kasser af stof, og fyld og andet han ikke var klog på hvad var. Hun er kreativ. Meget af det der var i lejligheden havde hun selv lavet. Det gav en masse gode farver til lejligheden uden at være overfyldt af det.

”Kan du lide det”?

”Ja, det er hyggeligt” Sagde Jens Peter.

”Kom” Sagde hun og tog kaffekopperne med ind i stuen og satte sig i sofaen. Han satte sig ved siden af.

”Du skal ikke undskylde, at du sådan snakker om dig selv. Det er jeg kun glad for du gør” Sagde Lone og fortsatte: ”Det er ikke nemt at finde en ny partner efter så mange år med den samme. Jeg kan godt huske Birthe. I var altid sådan et pænt par sammen, og det var tydeligt at i var glade for hinanden. Det er 7 år siden Bjarne gik fra mig, og siden har jeg været alene. Jeg fandt ud af, at jeg godt kan være alene, og begyndte at nyde det. Nyde at have min frihed. Selv bestemme hvor meget jeg vil sy, hvilke farver JEG vil have i MIN lejlighed. Selv bestemme hvor længe jeg vil være hos en veninde, eller hvor ofte jeg inviterer andre ind. Selv bestemme hvad JEG vil spise, hvor og hvornår. Ingen at tage hensyn til. Bare gøre det JEG har lyst til. Det har været fantastisk. Jeg kan tage af sted fredag eftermiddag, og besøge min datter i Malmø hele weekenden, og komme hjem og smide mig på sofaen søndag aften, og vente med at pakke ud til mandag eller tirsdag. Ingen der kommenterer det overhovedet”

”Ja det kender jeg godt” sagde han stille. ”Det har jeg også nydt. Jeg har tre børn som jeg besøger på skift. Det går mange weekender med, men jeg nyder også at være hjemme og bare være mig selv. Men jeg begynder at savne en at dele livet med. Birthe kommer jo ikke tilbage. Det håb er jo ude for mit vedkommende”.

”Ja jeg ønskede mange gange at Bjarne ville komme tilbage, men jeg valgte alligevel hurtigt, at hvis han gjorde, så ville jeg ikke have ham inden for min dør. Jeg ville ikke længere kunne stole nok på ham, til at det ville være blevet godt”

”Tror du man kan elske igen”? Det overraskede Jens Peter, at det var så nemt at spørge.

”Ja. Ja det tror jeg. Jeg elsker ikke længere Bjarne. Jeg syntes han er et kæmpe fjols, men jeg bruger ikke længere min tid på at være vred på ham eller tænke på ham. Vores datter er så stor og har sin egen familie, så vi behøver ikke længere samarbejde omkring hende. Det var en befrielse. Hun ser ham stadig og er sød til at fortælle, hvis jeg ikke skal komme, fordi de er sammen med ham, men ellers fortæller hun ikke noget. Hun har respekt for, at jeg ikke ønsker at vide noget om ham. Jeg forstår godt, hvis du har kærlighed til Birthe stadig væk. Hun forlod dig jo ikke sådan bevidst”.

Jens Peter sad lidt og drak lidt kaffe og kiggede på Lone. ”Er du klar til at møde en ny”?

”Det ved jeg ikke. Det sker når det sker. Hvis det sker nu, og det føles rigtigt, så ja, og sker det ikke, så har jeg det fint som jeg har det”

”Jeg må hellere komme hjem. Det er jo hverdag i morgen igen. Tak for kaffe og for snakken” Jens Peter rakte hende hånden og sagde ”Farvel, vi ses i morgen”


Det tog ham næsten en time at gå hjem. Der var alligevel langt hjem gennem parken nu. Det gjorde ikke noget, for han havde brug for at tænke. Hun er godt nok sød. Han havde ikke lyst til at gå hjem. Men ville ikke være mere pinlig end han allerede havde været. Og nu skulle de ses i morgen på arbejde, men det var de jo vant til. Alligevel var han lidt spændt. På turen hjem kom han forbi det lokale pizzeria. Han valgte at gå derind og spise, så han ikke skulle til at lave mad når han kom hjem. Bjørn var også inde og få pizza så de valgte at tage dem med hjem. ”Jeg er både i bil og vil have pizza. Jeg synder i dag” Grinte Bjørn. Mens de spiste fortalte Jens Peter om mødet med Lone og besøget efterfølgende.

”Hvordan har du det så nu”? Spurgte Bjørn.

”Det ved jeg ikke. Jeg ved det virkelig ikke. Jeg tænker jo meget på det med, om jeg er klar og hvordan det vil være, og at jeg svigter Birthe og….” Jens Peter gik i stå.

Bjørn kiggede på ham og sagde: ”For det første så svigter du ikke Birthe. Tror du ikke, hun helst så at du er glad, livlig og lykkelig? For det andet, så kan du ikke vide hvordan det er, men du kan mærke efter i dig selv, om det er en rar følelse eller en ikke rar følelse. Lad være med at tænke på hvad andre siger og tænker. For det tredje så er det 5 år siden nu at Birthe døde og du har æret hende alle årene og hvis det er den rigtige pige du finder, så vil hun støtte dig i det fortsat, men på et andet plan”.


Jens Peter spiste sin pizza og tavshed og de drak en øl sammen. Han tænkte som en gal.

”Hvad gør jeg nu i morgen, når jeg skal se hende på arbejde”?

”Du gør ikke noget. Du smiler og hilser på hende som du plejer. I står jo ikke op og ned af hinanden hele dagen, vel”?

”Nej jeg skal tage imod en ny ung i morgen”

”Se så er dagen jo optaget af det”

Jens Peter vidste Bjørn havde ret og sagde tak for selskabet og gik hjem. Klokken var blevet 21 så han ryddede lidt op og lavede madpakke til mandag og fandt tøj frem. Nøjagtig som han plejede. ”Så meget har da ikke ændret sig” Tænkte han ved sig selv og smilte.

Han satte sig i stolen og fik avisen læst. Kl. 22.30, som han plejer, gik han i seng og sov. Han sov til næste morgen da vækkeuret ringede. Han var frisk og glad. Fløjtede da han tog et hurtigt bad. Skørt egentlig at gå i bad hver morgen, når han nu også badede hver eftermiddag på arbejde, når han havde fri. Men sådan kunne han lide det. Han tog sin faste havregryn med mælk og sukker og tog af sted.

Den nye unge mand, der skulle møde i dag, var kommet. ”Gode tegn”, tænkte han.

Han gik hen til den nye og rakte ham hånden og sagde ”Velkommen”. Den unge greb hånden og gav den et fast tryk. ”Godt så” sagde Jens Peter. ”Det kan jeg lide. Et fast håndtryk og et kig i øjnene. Bliv ved med det. Kom vi går ind og klæder om. Vi skal også finde noget tøj til dig. Du ligner en god stærk str. XL” Det blev en god dag. Den unge Chris var lærenem og rar at omgås. Han hilste lige på Lone i frokostpausen og sagde ”tak for sidst”, og gik så hen til Chris og de andre. Det var vigtigt, at han hurtigt fik et fællesskab i gang. Chris havde lavet nogle biltyverier og sat ild til bilerne efterfølgende. Hans far havde aldrig været der for ham. Hans far havde lavet en del røverier for at skaffe penge, og var endt en del gange med at sidde længere tid i fængsel. Chris vidste godt det var noget lort, men hans mor kæmpede for at tjene ærlige penge til dem, så hun havde sjældent ordentlig tid til ham. Hun var ofte træt efter 2 jobs.

Det blev en god dag, og Jens Peter var glad da han stod hjemme og lavede mad. Han havde set Lone et par gange, og de havde smilet til hinanden. Chris var blevet taget godt i mod, og han virkede lærenem. Aftensmaden stod på frikadeller med kartofler og brun sovs. Han sendte Birthe en taknemmelig tanke. Det var hende, der havde lært ham at lave sovs. Hans mor havde koncentreret sig om, at lære pigerne at lave mig, og han havde gået sammen med far i garagen. Sådan var der større forskel på kønnene, da han var ung.

Han stod og ryddede op i køkkenet da Julie ringede.

”Hej Far” Sagde hun glad.

”Hej Julie min pige, hvordan går det”?

”Joh… det går faktisk ret godt far, men..” Julie tøvede lidt.

”Hvad er der” Spurgte han.


Julie havde mødt en fyr, da hun var i byen med veninderne i weekenden. Han havde inviteret hende ud på lørdag. ”Men far, det er jo der, hvor du skal komme”.

”Tænk ikke på det da, min pige. Du skal da bare nyde det, og så finder vi to en anden gang. hvor vi kan ses”.

”Tak far. Du er nu så sød”.

”Julie”?

”Ja”?

”Er det sådan at du håbede, jeg ville blive skuffet, så du kunne bruge mig som undskyldning, for at melde afbud til fyren der”?

”Åh far…..du kender mig vist for godt”

”Julie, er du nervøs, eller vil du helst sige nej til fyren”?

”Jeg er nervøs far. Han er vildt sød. Han er opmærksom og klog at snakke med. Jeg vil virkelig gerne, men det er så længe siden, jeg har været på rigtig date. Du ved sådan på tomands hånd, og skulle snakke over en middag. Det er bare noget andet, end at flirte når vi er flere i byen”

”Jeg ved det min pige. Jeg tror mor ville have sagt, at du skal trække vejret dybt, tage noget pænt tøj på, og så bare være dig selv og nyde det, og så se hvad der sker. Måske kommer der noget godt ud af det. Måske det virkelig bliver jer to for evigt. Måske det bare er en hyggelig aften, hvor du får middagen betalt og så skilles i som venner. Måske i som venner mødes med jeres andre venner og så der, derigennem findes drømmefyren. Tænk ikke så meget over det, min søde pige. Han har set du er dejlig, og det ved vi andre. Nu skal du bare være dig selv, så han opdager det fantastiske, vi andre ser, når vi er sammen med dig”.

”Åh far, du er fantastisk. Du tager det bare så nemt. Hvordan gør du det”?

Julie skulle bare vide hvilke kvaler han selv havde mht. Lone eller fremtidig kæreste.

”Jeg siger bare det der falder mig ind”. De snakkede lidt videre om, hvad planen var omkring daten og de snakkede lidt arbejde.

”Vi ses far. Jeg skal nok ringe til dig på søndag og fortælle det hele”

Jens Peter smilede bredt: ”Det må du endelig gøre. Jeg er spændt. Vi ses min pige. Pas godt på dig selv og lyt til hjertet, så går du aldrig fejl”

”Hej hej far”

”Hej hej Julie”


Jens Peter satte sig på stolen. Han havde simpelthen lige fortalt Julie, hvad hun skulle gøre og her stod han selv og var i tvivl. Faktisk så var hans råd til Julie jo det samme, som han skulle give sig selv. Var det mon tilfældigt?

Han så sin yndlingskrimi inden han gik i seng. Han faldt hurtigt i søvn. Drømte om Lone og vågnede frisk. Han var igen glad da han mødte på arbejde. Lone kom samtidig og de fulgtes ind. Det var aldrig sket før, at de var kommet samtidig. Han smilte ved tanken.

”Du Lone”?

”Ja”?

”Har du måske lyst til at tage med ud og spise på fredag”?

”Ja det vil jeg gerne” Hun sendte ham et bredt smil. ”Jeg finder lige dit nummer på telefonlisten, så sender jeg dig en sms, så kan vi aftale nærmere. Jeg må ind nu, jeg skal til møde med Per. Det er derfor jeg er mødt så tidligt. Vi skal til Randers. Det bliver en lang tur. Vi ses”

Der gik ikke længe før Jens Peter fik sms fra Lone. De 10 min der gik, føltes som en evighed. Jens Peter smilte. Han måtte bare indrømme, at han blev glad for at Lone holdt ord. ”Hej. Nu har du mit nummer, så skriver du bare. Vi ses. VH Lone”

”Hej. Tak. Jeg finder ud af noget, og så skriver jeg i aften. God tur.”

”Tak  ”


Jens Peter havde en rigtig god dag. De var effektive. Chris var hurtigt opfattende som ventet, og de kunne pjatte lidt. Chris var 24 og var flyttet i lejlighed for en måned siden. Han havde brudt al kontakt med sin far, og hans mor havde fundet sig en sød fyr, som tog sig godt af hende og var god ved hende. De tre kunne mødes og havde altid en god tid sammen. Det var dejligt. Så Chris nød at få denne chance for at begynde på en frisk.

Hjemme valgte Jens Peter en hurtig æggekage. Tomaterne var ikke for gode til andet, og der var en rest bacon han lige kunne få til. Han satte sig for en sjælden gangs skyld i stuen og spiste og tog sig en øl til. Han tænkte på hvor han skulle invitere Lone hen. Han tog mobilen og skrev:

”Hej. Har det været en god tur og et godt møde?”

”Hej. Ja det var en lang tur. Per siger jo ikke rigtig noget, og ja mødet gik rigtig godt. Endnu en stor ordre er i hus. Så nu har i mere arbejde”

”Det lyder godt. Godt gået. Nej ham Per er lidt tør. Jeg tænkte på om du har særlige ønsker mht. til middagen på fredag?”

”Næ. Jeg er ikke kræsen. Ja han er noget tør, men en rigtig dygtig forhandler, og han ved altså hvad han snakker om. Ret prof.”

De blev ved med at skrive sammen en times tid om alt muligt. I mens sad Jens Peter og tænkte at det faktisk var en dejlig måde, at lære Lone lidt at kende på. Her kunne han gemme sig lidt bag mobilen og kunne nå at tænke. Det var jo en samtale de havde gang i, men på afstand og med et medie i mellem dem. Så samtalen foregik jo lidt langsommere, og det føltes trygt og rart. Jens Peter blev gladere og gladere inden i. De sidste dage havde der heller ikke været problemer med at sove, og avisen havde han stort set glemt.

Klokken blev hen ad 22 og mht. spisested fredag aften var han ikke blevet klogere. Til gengæld var der så meget andet som han havde lært om Lone og han glædede sig bare endnu mere til fredag. Og selvom han også var lidt nervøs, så tænkte han ikke så meget på, hvad der kunne ske af negative ting. Han holdt fokus på at de jo er voksne mennesker og kolleger, og bare skulle have en hyggelig aften, og se hvad der sker efter det. Han brugte sit eget råd til Julie på sig selv.

Tirsdag så Jens Peter ikke Lone en eneste gang. Mon hun var syg? Han selv havde nok at se til. Chefen Per havde samlet dem alle til informationsmøde kl. 22 og fortalt om den nye ordre. Hvis de kunne og ville, så var der masser af mulighed for overarbejde de næste måneder, og derudover skulle de nok regne med at der ville komme nogle vikarer ind. Det sidste var ingen af dem særligt vilde med. Heller ikke chefen. Også han vidste godt at arbejdet blev bedre med deres egne folk. Så et nyt møde ugen efter blev aftalt, så de nærmere kunne planlægge hvordan arbejdet skulle kunne klares med flest mulige timer af egne folk. Jens Peter havde aldrig haft noget i mod overarbejde. Han kunne jo lide sit arbejde. Han tog sig pludselig i at tænke, at det ville give ham mindre tid til at være sammen med Lone. Han rystede på hovedet af sig selv. Han var jo slet ikke sammen med hende, og hvis det skulle ende sådan, så ville al tid jo være mere end han havde i dag. Det skulle nok gå. Det var altid en fornøjelse at arbejde og ved fælles hjælp nå deadline. Per var rigtig god til at belønne dem for deres arbejde. Under så stort et pres med overtid og deadline, var han rigtig flink til at sørge for at de fik god aftensmad bragt ud, og havde de gjort en særlig indsats, så var de to gange før blevet belønnet med en økonomisk bonus oveni. Per kom ofte også rundt til dem alle og snakkede om arbejdet, og kigge på hvad de lavede, og de fik altid en god snak om, hvorvidt tingene kunne gøres bedre, eller om materialet var ok osv. En god chef, syntes Jens Peter og kollegerne.

Tirsdag aften mens han spiste skrev han til Lone om hun var okay.

”Ja det er jeg, hvorfor?”

”Fordi jeg ikke har set dig i dag. Jeg var nervøs for om du var syg”

” Nåhr. Nej jeg har bare haft travlt med at renskrive kontrakten og få den sendt afsted og så måtte jeg lige få lavet noget af det jeg ikke nåede i går da vi var afsted”

”Ja selvfølgelig. Det kunne jeg jo have tænkt mig selv”

”Det er da okay. Det er rart du bekymrer dig om mig”

”Det gør jeg da”

Og så fortsatte samtalen yderligere et par timer. Det var så hyggeligt. Jens Peter fik aldrig tændt tv’et den aften, og nød at sysle lidt hjemme med mobilen på sig, så han kunne høre når det kom en sms.


Onsdag morgen kom Lone forbi på værkstedet da hun mødte ind.

”Godmorgen” sagde hun glad og frisk.

De andre kiggede noget på dem. Men pyt med det. Jens Peter var ligeglad. Der var jo ikke noget.

”Godmorgen” sagde han.

”Jeg ville vare lige se om I lavede noget” sagde hun.

”Nå så nu tjekker du op på os”? Spøgte han.

”Jep” hun blinkede og gik op på kontoret.

Jens Peter smilte og fortsatte arbejdet. Han så ikke, at de andre stak hovederne sammen, og var enige om at en romance var under opsejling. Chris havde på de få dage, vist sig som en dygtig elev og Jens Peter besluttede at gå på kontoret, og få en snak med Per. Han ville gerne beholde ham allerede nu, og frem mod den store ordre, kunne Jens Peter bruge sine kræfter på, at lære Chris det, som var bedst for dem i deres planlægning. Per syntes det var en rigtig god ide, og havde selv tænkt på at spørge Jens Peter hvordan det gik. Det store puslespil omkring ordren fyldte jo i planlægningen.

”Bed ham komme op til mig, så får vi lavet en kontrakt med ham og får ham ansat hurtigst mulig”.

Jens Peter blinkede til Lone og gik ned til Chris og fik ham sendt op.

Chris var et stort lykkeligt smil da han kom tilbage. De andre på værkstedet kunne ikke forstå, hvorfor Chris var kaldt på kontoret, for de syntes jo også, han var en god fyr, der gjorde det godt. Han var meget hurtigt faldet ind i rytme og jargon med de andre. Så de blev også kun glade da de hørte nyheden.

”Og i skal ikke have frokost med i morgen” sagde Chris. ”Per vil give smørebrød”. Det var en nyhed de kunne lide. Per var aldrig fedtet med at fejre noget.

”Husk ingen madpakke i morgen” kom det i en sms fra Lone om aftenen.

” det kan vi lide” skrev Jens Peter

”Ja vi skal have det nede fra kroen, så vi er sikker på at blive mæt”

”Kommer du også og får frokost sammen med os i morgen så?”

”Ja hvis jeg kan komme fra telefonerne. De gløder i øjeblikket”

”Det håber jeg”

”Også jeg. Jeg må desværre løbe nu. Jeg får besøg af Karoline og Mette”

”I må have en god aften. Vi ses i morgen”

”I lige måde. Ja vi gør ”


Øj det tegnede til at blive en lang onsdag aften. Sådan plejede det da ikke at være. Han plejede da nok at kunne hygge sig eller i hvert fald at få tiden til at gå. Nå men han måtte jo nok kunne finde på noget. Der var ryddet op over alt. Vasketøjet var også klaret. Den lange sms samtale i aftes havde han brugt på at få syslet så meget, at der ikke var noget til i aften. Han gad ikke avisen. Måske han skulle få den sagt op? Der var ikke noget i tv han gad se. Bjørn! Mon Bjørn var hjemme? Han kiggede ud af køkkenvinduet. Næ der var mørkt. Søren havde konen hjemme efter hendes længere kursus ophold, så de ville nok ikke forstyrres i aften. Han tog telefonen og ringede til Sarah. Den blev ikke svaret, men der kom en sms ”Er til forældremøde i børnehaven”. Nå så prøvede han Emma. Hun tog den

”Hej far, hvor er det godt du ringer”.

”Nå” svarede Jens Peter overrasket. ”Hvorfor det da”?

”Trine vil så gerne sige godnat til dig. Vi har lige sunget lige som mormor gjorde for mig”

”Ja så må jeg hellere få hende da”

Jens Peter talte lidt med Trine. Det kunne godt være lidt svært at forstå, hvad hun sagde, men den lille pige blev altid så glad for at snakke med morfar i telefonen. Og glæden i stemmen kunne Jens Peter sagtens høre. Det smittede. Åh hvor han dog elskede de små. Jens Peter sagde godnat til Trine, og fik kort Emma i røret, som lovede at ringe tilbage, når hun var færdig med at putte den lille. De skulle lige nå at læse en lille bitte historie. Jens Peter grinte. Han forstod godt at Trine kunne snøre sin mor.

Emma ringede 20 min efter. Og da sad Jens Peter stadig i stolen og kiggede ud i haven. Han var rystet over sig selv. Tænk at efter så få dage at han ikke kunne finde ud af at få en aften til at gå. Tænk at Lones sms allerede betød så meget for ham. Han måtte se at finde sig en hobby han altid kunne ty til.

”Hej far. Ville du noget bestemt”?

”Nej jeg ville bare høre om i alle har det godt”?

”Joh tak. Det har vi. Det kører jo bare derud af. Jesper er i marken hele tiden, og ellers inde ved dyrene. Jeg kan godt mærke at to børn tager dobbelt så lang tid, men jeg vil jo ikke bytte nogen af dem væk. Hvordan har du det far”?

”Det går såmænd fint. Vi har lige fået en ny stor ordre på arbejde, og Per har lige ansat den nye vi fik i mandags. Han er godt nok en knag, så jeg tror, jeg fortsætter med at arbejde i stedet for at gå på efterløn”

”Ved du hvad far, det er jeg rigtig glad for at høre”

”Er du”?

”Ja Sarah og jeg talte fornylig sammen, og vi var begge så bekymrede for, hvad du skulle få tiden til at gå med, hvis du stoppede med at arbejde nu”.

”Tja. Det er vist også det, jeg er kommet frem til. Du er den første jeg siger det til, og jeg har egentlig ikke tænkt sådan over det, men det føles rigtigt. Jeg kan jo lide det, og det bliver spændende med den store ordre, og den nye Chris er bare herlig at arbejde sammen med”.

”Godt valg far. Det glæder mig virkelig. Så har du også lidt mere tid, til at finde ud af hvad du vil med huset, og finde dig en hobby til når du ikke kan arbejde mere”

”Vil med huset”?

”Ja, vil du da blive boende i det store hus, og gider du blive ved med at passe den store have”?

”Hmm. Det har jeg ikke tænkt over. Måske du har ret, men det var jo her mor elskede at være og hendes elskede have. Vi har jo bygget det op sammen”

”Ja far det ved jeg godt, men mor er ikke mere og hvis det var mors drøm, så er det måske på tide at tænke på hvad DIN drøm er”

Der var tavs i nogen tid. ”Det kan du have ret i Emma. Tak. Dvs. I vil ikke blive sure eller kede af det hvis jeg sælger det”?

”Nej da. Vi vil jo bare at vores far har det godt”

”Hvordan er det dog lykkedes at få så kloge dejlige børn” griner han lidt.

”Det må være mors fortjeneste” griner Emma tilbage.

”Nå far jeg må løbe Jesper og Christian kommer ind og får noget mad om lidt. Pas godt på dig selv. Vi ses far, Hej hej”

”Hej Hej – hils”

Av den var værre. Sælge huset? Kunne han det? Ville han det? Han elskede jo faktisk at være her og haven var måske lidt af en mundfuld, men han elskede den jo. Den have havde Birthe og han jo bygget op sammen. Godt nok var den nem nu, men stadig stor. Nå men det behøvede han jo heller ikke tage stilling til lige nu. ”Jeg har godt nok nogle dejlige unger” sagde han højt og gik ud for at børste tænder. Han havde fundet en bog af Leif Mikkelsen, som han ville prøve at få læst.


Han var faldet hurtigt i søvn. Bogen havde godt nok fanget ham, men øjnene var blevet små og til sidst opgav han og lagde bogen og slukkede lyset. Han havde sovet som en sten, og vågnede ved at det var lyst. Han røg ud af sengen. Han havde glemt at sætte vækkeuret, han skyndte sig under bruseren og fik børstet tænder i en fart. Skægget måtte vente. Heldigvis kom han i tanke om, hvorfor han ikke aftenen inden havde smurt en madpakke. Kl. var kvart over 8. Gad vide hvorfor ingen havde ringet og vækket ham, og spurgt hvor han blev af. Han sprang morgenmaden over, og skyndte sig at få jakke på. Han fik ikke kigget på telefonen, som stadig lå inde ved sengen. Hvis han havde kigget, så ville han have set, at der var adskillige opkald fra firmaet. Det ringede ivrigt på døren mens han snørede sine sko. Han skyndte sig at åbne. Han var allerede irriteret over det skulle tage hans tid, de pokkers gadesælgere. Han rev døren op, og så helt arrig ud og stirrede lige ind i ansigtet på Lone.

”Nå der er liv i dig”

”Hvad”? Sagde han forbavset og blev flov over sin arrighed.

”Vi har ringet og ringet og kunne ikke forstå, hvor du var eller om der var sket noget, så jeg valgte at køre ud til dig, for at se om du var faldet om”

”Åh nej” Sukkede Jens Peter. ”Jeg må have glemt at sætte alarmen i aftes, jeg må have fået mobilen sat på lydløs, for jeg har intet hørt. Jeg er kun lige vågnet og valgte et hurtigt bad”

”Det er da vist aldrig sket før” sagde Lone

”Næ, men sådan blev det i dag”

”Tag den med ro. Har du fået morgenmad”?

”Nej”

”Så tager du det, og så ringer jeg til Per, og siger at jeg kommer med dig om lidt. Så kører du med mig, så sørger jeg for at du kommer ordentligt hjem også”

”tak” Sagde Jens Peter og gik i køkkenet for at finde noget hurtigt morgenmad. Han var flov og genert ved at Lone skulle tage ham sådan på sengen.

”Rolig nu” sagde hun da hun kom i køkkenet efter at have talt med Per. ”Per siger også at du skal tage den med ro. En rystet ældre mand er ikke at spøge med, så han vil ikke se os før kl. 9”

Jens Peter gav hende et fjoget grin som svar. Øv nu havde de noget at drille ham med.

”Vi skal forsøge ikke at drille alt for meget” Sagde Lone som om hun kunne læse hans tanker. ”Træk nu vejret. Du sluger jo de havregryn”

Jens Peter trak vejret dybt og spiste lidt langsommere. ”Det bliver nok mig der må give en fyraftens-kvaje-bajer i eftermiddag”

”Ja det tror jeg godt du kan regne med. Men så er det da godt, de fleste er på cykel, og jeg kan køre dig hjem”

Endnu engang blev han genert ved tanken om, nu at være afhængig af at Lone kørte ham hjem.

Og jo. Der var masser af drillerier og stikpiller i løbet af dagen. Dog ikke fra Chris. Han var derimod rigtig glad for at se ham. Han havde virkelig været nervøs for, om hans lærermester var kommet noget til. Så han var særligt stille og arbejdede ekstra godt af taknemmelighed den dag. De fik noget rigtig godt smørrebrød til frokost og først efter det, var det som om Jens Peter kom ordentligt i gang med arbejdet. De arbejdede godt og hårdt hele eftermiddagen. De var koncentrerede. I pausen spurgte Jens Peter om det var i dag eller fredag de skulle have den kvaje-bajer. De var hurtigt enige om at den ville de alle gerne have i dag, for sæt nu han ikke kom i morgen. De drillede ham, og han tog i mod. Han vidste det var kærligt ment og som dagen var skredet frem, så forventede han faktisk det svar.

Lone og Per kom også ind til fyraften. De andre 2 fra kontoret gik hjem. Dem så de ikke så tit, så det var fint nok. Lone tog en sodavand. ”Jeg skal jo køre” sagde hun drillende og puffede Jens Peter i siden. Han kunne mærke han blev rød i hovedet. ”Er der andre, der nu skal køre med”? Spurgte hun. Tilfældigvis var resten på cykel, og de tog jo kun den ene, så det gik jo nok.

Jens Peter var særligt stille i bilen hjem. Han havde været i bad. Skægget stod stadig. ”Nå hvor vil du så gerne hen i morgen” Sneg han sig til at spørge

”Det har jeg ikke sådan tænkt over. Jeg tror jeg vil lade mig overraske”

”Okay, så tror jeg, jeg ved hvor vi skal hen. Jeg bestiller bord når jeg er kommet hjem. Telefonen ligger stadig ved sengen”.

Lone smilte og kørte ind i indkørslen.

”Vil du med ind”? Spurgte han.

”Det vil jeg gerne” sagde hun ”Men jeg har en aftale med en veninde. Vi skal på barselsvisit. Vores døtre er veninder med hende. Så må jeg have den til gode”?

”Det må du i hvert fald” Sagde han. ”Rigtig god fornøjelse med den lille. Vi ses i morgen, og tak for kørsel”

Som om de havde aftalt det, som værende deres tegn, så blinkede de begge til hinanden, og Lone kørte.


Han var træt. Rigtig træt. Det kunne jo ikke passe. Han havde jo sovet så meget i nat, men dagen havde været helt anderledes. Næsten forkert og det trættede ham rigtig meget, og Lone var hurtigt begyndt at betyde så meget for ham. Han orkede ikke andet end et hurtigt stykke rugbrød til aften. Sulten var han egentlig ikke efter både smørrebrød til frokost og øl til fyraften. Han hentede sin mobil ved sengen, og kunne der se alle de opkald fra arbejdet. Der var også et par sms.

Emma havde skrevet, at hun var ked af, hvis hun havde sat dumme tanker i gang hos ham mht. hussalg. Hun ville jo ikke presse ham, men både hun og Sarah syntes altså, han skulle tænke på at nyde livet. Det viser sig jo indimellem at være skrøbeligt. Han svarede hende tilbage: ”tak søde pige, men du har kun givet mig gode tanker. Jeg er så stolt af mine børn, at i sådan tænker på mig på den måde. Det har kun givet anledning til at tænke på fremtiden med nye åbne øjne.”

Den anden sms var fra Lone. Den var kommet i morges: ”jeg er altså bekymret for dig. Hvad laver du? Er der sket noget? Vil du ikke nok ringe? Jeg kommer over nu?

Han smilede for sig selv. Skulle han ringe og drille hende med at nu ringede han, og der var ikke sket noget, og hvis hun kom over nu, så ville hun svigte sin aftale. Nej. Han lod være men sendte alligevel en sms: ”tak for din omsorg. Det var sødt af dig”

”Det var så lidt. God aften. Vi ses i morgen” kom der hurtigt tilbage.

Han ringede til Skovrider Kroen og bestilte bord til fredag aften kl. 19.

Han valgte at tage bogen med i stuen og åbnede en øl og satte sig i stolen og læste. Det var en bog der fangede ham. Nu var han pludselig ikke så træt mere. Han sad for længe og læste, og ville være træt dagen efter. Han måtte sørge for at få en lur efter arbejde.

Igen sov han rigtig godt. Han mødte tidligt ind på arbejde og gik i gang. Da han mente at Lone måtte være kommet gik han ind på kontoret. Hun var kommet og var alene. ”Jeg henter dig kl. 18.40 i aften” Så smilte han og gik. Hun smilte og gik i gang med arbejdet.

Dagen gik hurtigt. Ingen drillerier i dag. Han skyndte sig hjem efter arbejde, og satte sig godt tilrette i stolen og lukkede øjnene. Kun for at åbne dem igen, og sætte alarmen på telefonen så han kunne nå at komme i bad og gøre sig klar.

Kl. 18.35 holdt han ud for Finsensgade nr 4. Lone stod klar ved hoveddøren. Hun satte sig ind og de sagde hej.

”Jeg er spændt på hvor du fører mig hen” sagde hun stille.

”Hun er nervøs” tænkte han. ”Så er jeg da ikke den eneste”.

”Vil du gerne vide det?

”Nej jeg gætter det nok når vi nærmer os” Sagde hun. Og så sad de tavse i bilen.

Hun havde gættet, at det var Skovrider Kroen han havde valgt. Ikke at hun havde gættet det som sådan, men det er var eneste spisested den vej ud af byen. Hun elskede det sted. Hun var kommet her mange gange med sine forældre og nød udsigten ud over skoven og søen. Det blev vist hen til at bord og udsigten var formidabel. Solen skinnede i søen og spejlede træerne. Det var vidunderligt smukt. De var begge betaget af udsigten. De bestilte hver en fiskesymfoni til forret, og til hovedret bestilte de kalvefilet med dagens kartoffel og grønt. De valgte at få tjeneren til at finde et glas hvidvin og et glas rødvin som passede til. De mente nok de kunne sidde så længe, at det gik når Jens Peter skulle køre hjem.

De nød udsigten og sad tavse og kiggede. Det blev Lone der brød tavsheden, efter at tjeneren har stillet hvidvin og en lækker forret til dem. 

”Er det første gang, du er ude på den her måde, efter Birthe døde”? Hun vidste det var et dristigt emne

”Ja det er det. Er det tydeligt jeg er lidt nervøs”?

Lone smilte overbærende ”ja, det er det. Det er lidt sødt”

”Det har ellers taget det værste, at vi har skrevet sammen i ugens løb, og at jeg kender dig i forvejen” sagde han.

”Det har været rigtig hyggeligt, og en rar måde at lære dig lidt bedre at kende på”

”Ja det har det nemlig” sagde han. ”Det var lidt tomt da du var sammen med pigerne og der ingen sms kom”

”Ja det var også lidt svært at holde fokus på pigerne, men jeg syntes det måtte være bedst sådan. Jeg gad ikke alle deres spørgsmål. De er så ivrige efter at jeg finder en ny mand”

”Det kom bag på mig så hurtigt jeg vænnede mig til at skrive med dig. Jeg kunne slet ikke finde ud af hvad jeg lavede før i tiden” Jens Peter var stadig forbavset over hvor hurtigt tingene kunne ændre sig og hvor markant.

”Du har vel været i haven og syslet. Det er jo et ret stort hus du har”

”Tja det har jeg vel. Men jeg kan godt lide det, og jeg kan godt lide det set pænt ud. Mine piger sagde nu fornylig, at de syntes jeg skulle overveje at sælge huset, men det ved jeg ikke, om jeg er klar til”

”Det forstår jeg godt. Det er også en stor beslutning, især hvis du godt kan lide havearbejde og det”

”Hvordan har du det med have og hus? Jeg tænker nu hvor du bor i lejlighed”

”Det har jeg det fint med. Hvis det er nemt og ikke er en større belastning. Jeg vil nemlig også gerne se lidt til min datter og mine veninder. Jeg har en søster i Stockholm, som jeg også gerne vil se indimellem. Det er derfor jeg valgte mindre. Så jeg kan nå begge dele”

”Det lyder fornuftigt” sagde Jens Peter. Han måtte overveje hvad han ville med resten af livet. ”Jeg har besluttet at fortsætte med at arbejde. Jeg kan godt lide Chris og arbejdet, og jeg må sande, at hvis jeg skulle stoppe nu, så ville jeg komme til at kede mig. Jeg må finde en hobby”

De kiggede hinanden i øjnene. Lone sendte ham et smil og blinkede og sagde halvt grinende ”Kan jeg være din hobby”?

Jens Peter var overrasket på den gode måde. Han smilte tilbage og så lidt skælm på hende og sagde ”Det kunne godt være” Så grinte de lidt og blev begge lidt forlegen. Ingen af dem regnede med at det ville være så lige til. De nød den lækre forret og snakkede lidt om den og lidt løst og fast omkring hvad de begge syntes om mht. mad. De nød begge at lave lækker mad, og blev enige om, at de måtte prøve at lave mad sammen en dag, og vidste begge godt at det i nogle tilfælde kunne være en udfordring, men de var villige til at give det en chance.

Tjeneren tog de tomme tallerkner og hvidvins glas med ud.

”Det er dejligt det er så længe lyst og sådan et dejligt vejr. Måske vi kan gå en tur i skoven når vi har spist”? Lone ville gerne forlænge aftenen.

Jens Peter ville også gerne forlænge aftenen og var med på ideen uden at betænke sig. Det var godt selskab han var i, og han nød det uformelle der var imellem dem. De havde begge respekt for hinanden og hver deres liv med tidligere partnere.

Jens Peter forsøgte sig lidt frem: ”Tror du man kan elske en ny og samtidig sin afdøde kone”?

Lone tænkte lidt. Hun ville så nødig såre ham. Og måtte også lige nå at tænke over, hvordan hun selv ville have det med, at han ærede sin afdøde kone. Hun svarede lidt eftertænksomt: ”Ja det tror jeg, hvis man kan skelne mellem fortid og nutid”

Den tænkte Jens Peter lidt over. ”Det tror jeg du har ret i”.

”Hold nu op hvor ser det lækkert ud” Udbrød Lone da hovedretten kom ind. De smagte på vinen og nikkede begge anerkendende. Det var en smagsoplevelse der overvældede dem begge.

”Det er jo fantastisk det her” Sagde Jens Peter. ”Det tror jeg ikke jeg kan lave bedre. Hvad siger du”?

Hun smilte stort og sagde: ”Nej det kræver vist jeg øver mig ret meget ”Men øvelse gør mester”

Han grinte ”Jo men tror du ikke vi bliver træt af kalvefilet, hvis vi skal øve os indtil det bliver lige så godt som det her”

Lone grinte og sagde ”Jo, det tror jeg, og hvis vi selv er lige så gode, så er en oplevelse som dette jo ikke så spændende”

”Nej det er rigtigt, og jeg vil med fornøjelse tage dig med herud en anden gang”

De smilte sødt til hinanden.


Efter middagen og de sidste dråber af den gode vin, betalte Jens Peter og tog galant jakken og holdt den op og hjalp Lone med at få den på. ”Det er nok blevet lidt køligere nu, så vi må hellere få jakke på inden vi går ud”

Det var blevet køligere, og Lone skuttede sig lidt. Hun havde siddet lunt og godt i hjørnet i restauranten, så det var lige om at gå gang i kroppen herude.

”Jeg mener det tager en halv time at gå rundt om søen, er du klar til det”? Spurgte Jens Peter

”Jeg håbede det var her ude, så jeg har et par sko med, der er bedre at gå i, i tasken i bilen, så hvis jeg lige må skifte så er jeg klar”

”Selvfølgelig” Sagde Jens Peter og gik over og låste op. ”Jeg så slet ikke du havde ekstra med. Det var smart” Han kiggede ned på sine egne. De var pænt pudsede og han gik normalt godt i dem, så selvom det ikke var travesko så gik det nok. De skulle jo ikke spæne af sted.

De gik ind på skovstien og Jens Peter gjorde holdt ved hjorteindhegnet. Han ville åbne lågen for Lone men blev stående og så på hende. Hun kiggede lidt undrende på ham. Følelserne var ved at løbe af med ham. Han ville gerne holde hende i hånden. Holde hende ind til sig. Kysse hende, men han turde ikke. Og han turde ikke spørge.

”Du må gerne” sagde hun så. Hun havde luret ham. Ham smilte til hende. Tog hende ind til sig, og gav hende et varmt knus, og så kyssede han hende blidt og kærligt. Holdt stadig om hende og kiggede på ned på hende og smilte til hende. Han gav hende endnu et knus, før han tog hendes hånd og med den anden åbnede han lågen, så de kunne gå igennem. De gik hånd i hånd, og indimellem kiggede de på hinanden og smilte. Det føltes rigtig rart at gå her og bare nyde stemingen og aftenen i hendes selskab.

Ca. halvvejs på runden standsede de, og så på den store flok dådyr, der gik og græssede. Nogle lå helt fredeligt og trygge og bare kiggede på dem. Han tog sin hånd med hendes hånd i, og lagde om lænden på hende og gav hende et lille klem. Hun kiggede op på ham og smilte, og han kunne ikke modstå fristelsen for at kysse hende igen. Hun kunne lide hans varme kys. Venlige og rare. Ikke krævende, men givende. Hun var varm indeni nu. Glemte tid og sted og var bare i det.

De tog det sidste stykke i tavshed. Mange tanker var i deres hoveder, men kun gode og glade tanker. De kom tilbage til bilen, og Jens Peter åbnede galant bildøren så Lone kunne hoppe ind. De smilte til hinanden. Da Jens Peter havde sat kurs ind mod byen igen, sagde Lone: ”Kan du huske, jeg sagde, jeg ville bage til du kom næste gang”?

”Ja”

”Jeg har bagt, hvis du vil med hjem”?

Han kiggede på hende og smilte. Han tog hendes hånd og gav den et klem. ”Din røver. Det vil jeg gerne”

Hun smilte, og de kørte hjem til hendes lejlighed. Hun tændte stearinlys, mens han lavede kaffe. Hun fandt kagen frem.

Da han så kagen udbrød han: ”hjemmelavede kartoffelkager!! Du kender min yndlingskage”

Lone blev genert. ”Det anede jeg ikke, men heldigt for de er ikke helt nemme, og også min favorit”

Jens Peter gav hende endnu et stort kram. Holdt hende tæt og kyssede hende varmt, anerkendende og længe. Hun var helt overvældet. Mest over sig selv. Hvor nemt hun lod sig føre med, og hvor trygt det føltes.