Unge (1)

 

Velkommen

Signe og Albert (1)

 

Resterne fra skolefesten skulle ryddes væk. Der lå en større oprydningsdag foran Signe og de 21 andre elever fra 5.a. Det var fredag og hele ugen havde de stillet op til skolefest. Det var mange borde og stole, der skulle stilles op, når der sådan kommer over 200 og ser 7.a opføre skolekomedie. Nu skulle det hele så ryddes op, og derefter skulle hele skolen mødes til fællessang, før de fik fri og kunne komme hjem og holde påskeferie.

 

Signe og Anne skulle sørge for at tømme 8 lange borde for servietter. Føj hvor var der mange ulækre. Signe og Anne vidste godt, at de fleste bare var fyldt med lagkagerester, men mange havde også været ret så forkølede, så de kunne nok regne ud, at nogle af servietterne var fyldt med snot. Føj. Bare tanken fik det til at vende sig i dem. De grinede dog ret meget, da Anne så hvor blå hendes fingre blev af de våde servietter. De kunne nemt forestille sig de blå næser, der kunne have afsløret hvem, der havde brugt servietterne til at pudse næse i.

Efter de havde tømt de store skraldespande, skulle de samle affald op fra gulvet, sammen med 3 af drengene fra klassen. Ingen af dem gad mere. De var alle trætte og længtes bare efter at få fri.

 

”Nu er skolen til ende, og fra skole vi går…..”

 

Hele skolen sang af fuld hals og forventningens glæde over at få 10 dages ferie, fyldte skolens aula.

 

Endelig.

 

Signe kunne forlade skolen, og hente sin cykel. Hun skyndte sig hjem. Sofus glædede sig altid sådan, til at hun kom hjem. Og glæden var gengældt. Straks Signe satte nøglen i døren, stod Sofus klar til at tage i mod hende. Knap var døren åben før de to faldt hinanden om halsen. Sofus er Signes elskede blanding af en hønsehund og en sort schæfer. De to er hinandens bedste venner.

 

Sofus ved at Signes opgave er at lufte den, så snart hun kommer fra skole. De glæder sig begge to.

 

Signe finder snoren, som hænger på sin plads på knagen ved siden af døren. Sofus lader hende altid nemt få snoren på halsbåndet, så de hurtigt kan komme ud af døren.

 

Signes far kører altid på arbejde lige over middag. Han er slagter og starter altid kl. 14, så det er ikke fordi Sofus skal skynde sig at tisse, men de to plejer altid, at gå ned til søen tæt ved hvor de bor, og der bliver Sofus sluppet løs, og de kan lege med bolden de har med. Sofus og Signe elsker deres faste tur og deres faste leg. Når de bliver trætte, så har de en vane med at sidde og kigge ud over søen. På den anden side af søen er der en stor legeplads, som altid vrimler med børn og deres mødre, eller barnepiger. Signe og Sofus elsker at sidde og kigge på dem. De har aldrig lyst til at gå over og være med, men nyder at sidde og kigge på dem på afstand.

 

Signe er det man kalder Særligt Sensitiv. Det betyder at hun ind i mellem er helt ør i hovedet og kroppen, af at være sammen med hele klassen hele tiden, mens de er i skole. Hun trænger til at komme væk, og bare være sammen med Sofus. Det er som om, Sofus kan suge al hendes uro ud af kroppen. Sofus er der bare. Sofus lader sig ikke mærke af at tage Signes uro. Det er næsten som om, Sofus bliver mere rolig, i takt med at Signe bliver mere rolig.

Signe har det svært med de høje lyde, der er i klassen, når pigerne hviner over drengenes åndsvage drillerier. Så snart de må tage høretelefoner på og arbejde alene med deres matematik på computeren, så er Signe altid den første, til at finde sine frem og få dem på, og på den måde lukke de andre og deres larm ude. Hun elsker at arbejde alene på den måde. Hun er dygtig til matematik. Hun elsker den logik, der er i faget.

 

Her nede ved søen hvor der kun er Signe og Sofus, så slapper Signe af. Hun nyder roen og lyden af vandet, der roligt ruller op mod bredden og væk igen. En rolig rytme som får Signe til at slappe af.

 

Signe har kun en ven udover Sofus. Det er Albert fra klassen. Albert er også Særligt Sensitiv. Albert er ordblind, og har det derfor svært i skolen. Han bliver hurtigt ked af det, når der er noget han ikke kan finde ud af. Det sker tit, for nu hvor de går i 5. klasse, så er der mange tekster de skal læse. Heldigvis har Albert en særlig computer til hjælp, men det er ikke sjovt at være anderledes. Albert har det svært med dufte og lugte. Nogle af pigerne er begyndt at bruge parfume og deodoranter, som dufter meget kraftigt, synes Albert. Han kan også tit fortælle, hvad de enkelte har med i madpakke, fordi han kan lugte så meget, som han kan. Desværre betyder det, at Albert synes hele hans skoledag går med at undgå alle disse duft og lugte-indtryk. Han holder sig tit for næsen.

 

Albert er desværre allergisk over for hunde, så derfor kan Signe og Albert kun være sammen hjemme hos Albert, efter at Signe har skiftet tøj, hvis hun har været sammen med Sofus.

 

Når Sofus og Signe har været væk en times tid, så går de hjem og får lidt at spise. Signe elsker at fodre Sofus. Han bliver bare så glad. Det er Signes opgave at give Sofus mad. De spiser lidt sammen, inden Signe ringer til Albert.

 

Albert bliver glad for at høre Signes stemme. Lidt forelsket er Albert i Signe, men han har ikke fortalt hende det. Alle de følelser, der er i hans krop gør ham lidt forvirret. Det er svært at tackle det. Han tør ikke fortælle Signe, at han er lidt forelsket i hende, for han er bange for, at hun ikke kan lide ham på den måde, og hvad nu hvis hun vælger at fortælle de andre i klassen det, eller at han mister hende som sin bedste ven, så har Albert ingen at være sammen med.

 

Signe spørger om han har lyst til, at hun kommer over. De kan nå at være sammen en time, inden hun skal hjem og hjælpe sin mor med aftensmaden.

 

Albert bliver glad. Han har nemlig ikke haft nogen god dag i skolen. Computeren drillede og de havde vikar. Vikaren var en Albert bestemt ikke kunne lide. Han syntes, vikaren kiggede surt på ham, fordi han havde sin computer fremme. Så hjælper det at være sammen med Signe. Det er, som om hun altid kan få ham i bedre humør. I skolen er Signe meget stille, men når de er sammen herhjemme hos Albert, er hun altid sjov og positiv. ”Bare op med humøret, Albert”, siger hun altid. ”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”. Hun har mange gode ideer, hende Signe. Altid glad og fuld af fis. De griner altid når de er sammen, og mindst en gang om ugen, griner de så meget, at de får ondt i maven, og er lige ved at tisse i bukserne.

Albert fortæller Signe om sin dag, da hun kommer hjem til ham. Signe bliver ked af det på Alberts vegne, og så foreslår hun noget de aldrig har prøvet før.

 

”Kom lad os prøve at meditere”, siger hun. ”Det har jeg set min mor gøre tit”. Signes mor er sygeplejeske. Hun starter altid meget tidligt om morgenen, og når Signe og hendes mor har spist, og ryddet væk i køkkenet, så bruger hendes mor altid 15-20 min på at meditere.

 

”Mor siger, det hjælper hende med at stresse af og komme i godt humør, inden hun skal sove”. Albert ved slet ikke, hvad Signe snakker om. Men er villig til at prøve. Bare for at høre Signe tale, og hendes humør smitter med det samme.

 

”Okay”, siger Albert. ”Hvordan gør man”?

 

”Det ved jeg ikke præcist”, siger Signe. ”Men vi kan vel finde noget på nettet”?

 

Albert tænder straks sin Ipad. ”Vil du ikke nok stave til det”? Spørger Albert, og nyder at det er Signe han spørger, for over for hende er han ikke så genert omkring sin ordblindhed.

 

Signe skriver: MEDITASION

 

Ipad’en spørger om hun mener: MEDITATION.

 

”Ja, ja”, siger Signe. ”Det er vist det jeg mener”, og griner af sin fejl. Albert synes, Signe er sej, når hun sådan kan grine af en stavefejl.

 

De finder ud af, at der på YouTube ligger mange forskellige meditationer. De vælger en for børn, som heller ikke er for lang. De har jo ikke så lang tid, for Signe skal hjem og hjælpe sin mor med at lave lasagne. Signe elsker lasagne, og hun elsker at hendes mor viser hende, hvordan man laver mad. Hun elsker, når de to hygger sig sammen med at lave mad. Nogle gange sætter de noget godt musik på, og så synger de begge to med. Signe elsker det, og de bliver begge i så godt humør af det.

 

Albert og Signe gør som stemmen på YouTube siger. Der er noget roligt musik i baggrunden, og det lyder som om, det hele er optaget ude i en skov, med fugle der synger.

 

”Sid roligt med lukkede øjne, fødderne i gulvet, og skuldrene afslappet, og hænderne i skødet”

 

”Træk vejret roligt. Igen og igen. Roligt og langsomt”

 

”Forestil dig nu, at du sidder på en bænk ude i skoven. Fuglene synger, og der er en smule blæst, som får skoven til at summe i vinden. Forestil dig, at du sidder i en åbning i skoven, og solen lige kan nå at skinne dig i ansigtet. Det varmer”.

 

Musikken ændrer sig lidt, og man hører nye fugle komme til.

 

Albert og Signe sidder helt forstenede og lytter og koncentrerer sig, om at gøre som stemmen siger.

 

”Forestil dig nu, at der foran dig står en stor skraldespand. Smid nu, de grimme tanker du har, ned i skraldespanden. De grimme tanker du har om andre mennesker, må komme ned i skraldespanden, så de ikke forstyrrer din indre ro. De grimme tanker du har om dig selv, skal ned i skraldespanden. Tanker som at du ikke dur, at du ikke er god nok. Dem smider du alle sammen ned i skraldespanden. Du må meget gerne, komme på flere grimme tanker du plejer at have, og smide dem i skraldespanden. Det er på tide, du giver slip på disse grimme tanker, så de ikke længere forstyrrer dit liv”.

 

”Det er sådan, at de grimme tanker vi har, ofte bliver sådan vi oplever livet, og det er ikke sandheden”

 

”Du KAN noget, du ER noget, du ER GOD NOK. Disse gode tanker er dem, som solen fylder dig med, og som fuglene synger om. Sid nu og mærk hvordan du bliver fyldt op af gode tanker. Øvelsen her kan du gøre om og om igen, indtil du er tømt for grimme tanker og grimme oplevelser, og er rigtig godt fyldt op af glæde og smil”.

 

Musikken fortsætter lidt endnu. Albert og Signe sidder helt stille.

 

Så slutter musikken, og Albert og Signe kigger forbavsede på hinanden. De tør næsten ikke sige noget. Kigger bare på hinanden, og så på Ipad’en. Det er næsten, som om de tænker samme tanke: Hold da op, en fed oplevelse.

 

Albert er den første, der siger noget: ”Signe, det må vi gøre igen. Jeg har det bare rigtig godt nu”

 

Signe siger: ”Ja det er ret vildt, som 5 min har ændret meget”.

 

”Jeg må hjem nu. Mor venter på mig. Vi ses i morgen”, siger Signe og giver Albert et kram. Det er første gang de to krammer, og Albert er lige så overrasket som Signe.