Unge (3)


Velkommen

Albert (3)


Tavst sidder Albert og kigger på døren, Signe lige gik ud af. ”Hvad var det”? Tænker Albert. ”Drømmer jeg”? Albert niver sig i armen, og må konstatere at det gør han ikke. Der er helt stille i værelset. ”Godt, mor og far ikke er hjemme endnu” siger han højt for sig selv.

Meditationen som Signe og han lavede for bare 10 min. siden sidder stadig i ham. Han er meget rolig. Faktisk også forbavsende rolig i tankerne, selv efter det kram han fik af Signe inden hun gik. Albert tillader sig selv at drømme videre:


”Signe krammer stadig, men trækker hoved lidt væk for at se på ham. Hun kysser ham hurtigt, og Albert bliver helt varm ned i maven, og hjertet hoppede vist lige et slag eller to over”….


Så hører han nøglen i døren og ved, at nu er far hjemme. Albert bliver sidende og venter på, at far kommer ind.


”Hej Albert”


”Hej far”


”Har du haft en god dag”?


”Ja” svarer Albert – og tænker: ”du skulle bare vide”


Far går igen og Albert er igen alene med sine drømme. Han tør dog ikke helt drømme videre, men prøver i stedet at tænke tilbage på hvad der skete. Han smiler glad. ”Det var dejligt”, tænker han og ville ønske hun stadig var her, for så ville han have krammet tilbage og ikke givet slip foreløbig. Men Albert ved godt, at Signe ikke er forelsket i ham, og beslutter hurtigt at nyde krammet og lade som ingenting, og se hvad der sker. Han vil ikke miste Signe ved at være for ivrig efter flere kram.


Efter aftensmaden sidder Albert, mor og far og ser tv. De beslutter at de vil se en film og hygge med chips. De vælger som regel en dansk film, for at Albert kan slappe af og nyde det, i stedet for at koncentrere sig om at læse teksterne. ”Det bliver nu dejligt når jeg kan noget mere engelsk, så jeg ikke behøver tænke på teksterne”, siger han


”Ja, det bliver rart”, siger far. ”Vi vil jo rigtig gerne hjælpe dig. Så måske vi skal begynde at kigge lidt efter nogle små korte og nemme film”?


”Det vil jeg gerne”, siger Albert. ”Men hvor finder vi dem”?


Far siger, at man nok kan finde dem på biblioteket, eller at Alberts engelsklærer måske kan hjælpe dem. ”Karen er nu så rar til at hjælpe os”, siger far. 


De ser filmen, og det lykkes Albert at få tankerne væk fra Signes kram tidligere. Men da han ligger i sin seng og skal sove, dukker det hele op igen. For alvor! Nu mærker Albert en længsel efter mere tid sammen med Signe. Han har været forelsket i nogle måneder nu, og har efterhånden vænnet sig til følelsen, men krammet i eftermiddags, har alligevel givet følelserne ny næring. ”Gad vide hvordan det bliver at se hende på mandag”? Tænker han. Han tænker tilbage på deres meditations oplevelse, og vælger at prøve at trække vejret roligt og langsomt. Han falder hurtigt i søvn sådan og drømmer dejligt om Signe. Om hvordan de går ture sammen hånd i hånd og krammer lidt og kysser lidt.


Albert vågner tidligt og vælger at dække morgenbord. Mor står op. ”Mor må jeg godt hente rundstykker”?


”Ja da. Der ligger 30 kroner inde på bordet. Dem tager du bare” Siger mor.


”Albert”?


”Ja”?


”TAK” siger mor. ”Det var en god ide. God tur” mor smiler og Albert bliver endnu mere glad.


Han vælger at gå. Det tager godt nok lidt længere tid, men han vælger at gå forbi Signes hus, og hvis han cykler, så går det alt for hurtigt med at komme forbi, og så ser han hende måske ikke. Han ser dog ikke Signe. Heller ikke på turen hjem fra bageren. Men den ene bil er heller ikke hjemme, så måske hun slet ikke er hjemme. Albert er lidt trist. Han ville gerne bare have set hende.


Hjemme ved morgenbordet, sidder far allerede med avisen og mor er ved at hælde kaffen op.


”Nå…” siger mor. ”Mødte du nogen du kendte”?


”Nej” siger Albert og kigger underligt på mor.


”Nå men det tog bare så lang tid, så jeg troede….”


”Nej jeg valgte bare at gå i dag”, siger Albert.


Mor smiler til ham, og Albert slapper af igen. Mor foreslår at de hygger lidt hjemme, og får lidt forskelligt lavet, og at de så kan tage ind til byen og bowle om aftenen. Det ved hun godt Albert er rigtig glad for. Det er nemlig noget han er rigtig god til.


Albert rydder lidt op på værelset, og ligger ellers det meste af dagen og dagdrømmer. Han er glad. Rigtig glad.


Far kommer ind for at hente ham. Det er tid til at spise inden de tager af sted.


”Du far”


”Ja”


”Kan du huske da du blev forelsket i mor”?


Far griner ”Nej Albert det er jo så længe siden. Jo det kan jeg faktisk godt. Jeg så hende til en fest,

og turde ikke gå hen til hende. Jeg ville ellers så gerne danse med hende. Hvorfor Albert”?


”jo… du ved nok…. Signe….. Altså…. Jeg kan altså bare så godt lide hende. Men jeg ved ikke, om hun kan lide mig på den måde, og jeg vil ikke miste hende som ven, ved at gøre noget dumt…. Forstår du”?


”Ja det gør jeg. Mere end du aner” siger far. ”Jeg har været forelsket mange gange, og mange gange har jeg netop gjort noget dumt. F.eks. gjorde jeg en gang det, at jeg skrev på tavlen, at jeg elskede en pige og på tavlen spurgte jeg også om vi skulle være kærester. Virkelig dumt. Hele klassen skreg af grin, og pigen blev rød i hovedet og løb ud af klassen, og talte ikke til mig før efter 5 måneder”


”Ej far… det gjorde du bare ikke”


”Jo min dreng, så du kan nok se at dumme ting kender jeg alt til. Jeg synes du skal tage den med ro. Se hvad der sker. Hvis du kan bruge lidt mere tid sammen med hende, så kan det være du kan mærke om hun også kan lide dig”


”Men hvordan mærke det, far”?


”Tja, det kan være hun gerne vil sidde ved siden af dig noget oftere, eller lige rykker lidt tættere, eller kigger mere efter dig, og smiler oftere til dig”


”nåhr….” Siger Albert.


”Kom, lad os spise, så vi kan komme af sted. Det er jo min tur til at vinde i aften”


”Næ” siger Albert. ”Du taber stort – igen”


Det var rart at snakke med far om det. Albert var endnu mere rolig nu og nød sin bowling aften med mor og far, og vandt selvfølgelig stort – igen.


Det blev endelig mandag. Albert glædede sig til at komme i skole og se Signe igen. Han ville ikke gøre noget. Bare nyde at være sammen med hende, og så se om han kunne tøjle sommerfuglene i maven lige så godt som indtil nu. Og så ville han være opmærksom på, om hun gjorde nogle af de ting, som far havde sagt.


Der. Der var hun. Hun kiggede ned i jorden og gik langsommere end hun plejede. Mon hun var dårlig? Hun var meget længe om at komme ind i klassen. Det nåede lige at ringe ind, i det hun gik ind af døren. Hun så slet ikke på ham. Øv. Hun gjorde sig klar og kiggede ikke en eneste gang på ham. Endnu mere øv. Var de nu heller ikke engang venner mere?


Timerne sneglede sig af sted, og Signe gjorde hvad hun kunne for at undgå ham. Han blev mere og mere trist. Hun sad med hørebøffer på i frikvartererne og hørte musik. Undgik også resten af klassen. I det store frikvarter hvor de altid skal ud, sad hun sammen med dem fra 3. klasse og så noget på telefonerne. Øv.


Albert var ved at miste modet. Betød det kram så virkelig ikke noget for hende? Var han bare lille dumme ordblinde Albert igen?


Heldigvis var far hjemme endnu, da Albert kom fra skole. Alberts far arbejder på en døgninstitution og har meget skiftende arbejdstider. Heldigvis hænger der er skema på køleskabet over fars arbejdstider, for det er ikke nemt at finde ud af.


”Far. Signe har ikke gjort nogen af de ting i dag”


”Rolig nu Albert. Måske hun bare har haft en træls weekend, eller ked af noget. Lad dig ikke slå ud, bare fordi én dag ikke er som du troede”


”Jamen…. Hvad skal jeg så gøre nu”?


”Du skal tage den med ro”


”HVAD”?


Far griner. ”Rolig bassemand. Det er en dag ud af resten af dit liv. Der er masser af tid. Herre gud min dreng. Du er 12 år og har hele livet til at finde den store kærlighed”

Det var bare ikke hvad Albert ønskede at vide.


”Jamen….. Årh far …. Du forstår ikke”. Albert bliver sur og går ind på værelset og smækker døren hårdt i. Han ved godt, at det er noget hans far normalt ikke tolererer. Det gør han dog denne gang. Far tænker nemlig, at Albert lige har brug for at falde ned, før han går ind til ham.


En times tid senere, går far ind til Albert.


”Må jeg komme ind”?


”hmmm…” mumler Albert. Han er træt af det hele lige nu.


”Hvad”? Siger Albert


”Jo jeg tænkte du måske kunne bruge et godt råd”?


”Ja”


”Altså først så ved du godt, at det med at smække med dørene det er ikke noget vi gør her i huset”


”Ja…. Undskyld” Albert er lidt flov. ”Det er bare…. Åh far….. hjælp mig”


”Stakkels dig” Siger far. ”Det er ikke nemt at være forelsket OG tålmodig, vel”?


”NEJ”


”Jeg vil så gerne kunne hjælpe dig, men det er bare så svært. Ingen piger er ens. Ingen fyre er ens. Nogle gange må vi bare stole på den indre vejledning vi får, men når du har det, som du har det lige nu, så lytter du ikke til den vejledning fra dit indre”


Albert kiggede mærkeligt på sin far. Indre vejledning. Nej nu rablede det vist for den gamle.


Far smiler overbærende. ”Ja Albert, den indre stemme vi alle har. Hvis du sidder stille og trækker

vejret roligt og prøver at tænke på noget andet, end det der er dit problem, så dukker der nye ideer op i tankerne. Det er den indre vejledning, der så kan tale til dig”


Far sætter jeg over i sengen til Albert. ”Prøv nu at sætte dig op. Benene ud over kanten og lade dem hvile på jorden. Ret dig op men sid afslappet”. ”Sådan ja. Nu tænker du så på små kattekillinger der leger, eller på ænderne nede ved søen, der bare svømmer lidt rundt og snadrer i vandet”


Albert prøver. Det er svært. Det er svært at slippe tankerne om Signe, og den skuffelse han oplevede i dag. Det lykkes ikke rigtig. Far kan se det på ham.


”Jeg ved godt det er lidt svært lige nu, min ven, men prøv det nu. Jeg går ind i stuen og læser lidt, så kommer du bare, hvis du har lyst til at snakke mere. Prøv nu hvor du er alene at styre tankerne hen på noget, der kan få dig til at smile, og som ikke har med Signe at gøre”


Far gik og Albert var alene. ”Lader tankerne gå til noget som ikke har med Signe at gøre”! ”Fatter den mand da ingenting”. Albert er sur og ærgerlig nu. Møg. Han tager sin bamse og kaster den i gulvet og rejser sig og går ud i gangen.


”Jeg går en tur”, sagde Albert og tager sin jakke og går inden far når at sige noget.

Far sagde slet ikke noget, men smilede og tænkte ”Stakkels dreng”


Albert går ned til søen. Der hvor Signe plejer at gå hen, men det ved han ikke. Han sætter sig på den store sten tæt ved vandet og kigger bare over søen. Sidder bare stille. Ubevidst om at han sidder, som de gjorde under meditationen og trak vejret stille og roligt. Han opdager at ænderne har ællinger og sidder bare og kigger stille og roligt på dem. Han aner ikke at han faktisk ikke tænker på Signe lige nu. Pludselig: ”tag den med ro” – den indre stemme talte til ham. Han kigger rundt omkring og ser ingen. Funderer så over det med at tage den med ro. Det kunne jo være far havde ret. Det kunne jo være at Signe havde en dårlig dag. At det ikke har noget med ham at gøre.