Sanne

 

Velkommen

Sanne

 

”Alfred”

 

”Alfred”

 

”ALFRED”

 

Sanne kaldte og kaldte. Hun var træt og ør i hovedet, men ville så gerne i kontakt med Alfred. Endelig kom han. Han var lysende hvid som altid. Endelig kunne hun slappe af. Nu vidste hun, at hun var i sikkerhed. Alfred havde altid fulgtes med hende, uanset hvor hun var, lige så længe hun kun huske tilbage. Alfred strøg hende blidt over håret og holdt hendes hånd.

 

23. juni på vej hjem fra Skt. Hans bål på tangen, var hun blevet ramt af en bil. Hun lå nu i kunstig koma på kommunehospitalet. De havde cyklet 3 veninder. Godt nok havde de fået en smule at drikke, men var på ingen måde berusede. Det havde bilisten til gengæld været. Så rigeligt endda. Heldigvis, hvis man kan tale om held, var det kun Sanne, der var blevet ramt. Hun havde cyklet bagest, lige de meter til forskel, der gjorde at de andre to ikke var blevet ramt. De kom hende hurtigt til undsætning, men kunne tydeligt se, at det ikke var godt. Mindre end 20 min efter lå hun på operationsbordet, og havde fået standset en blødning hun havde i hjernen. Resten af kroppen var fyldt med sår og skrammer. Et brækket ben var det også blevet til, men skaden i hovedet var den værste. Og det endda til trods for at hun altid huskede hjelmen. Hun var simpelthen ramt så uheldigt ned på kantstenen, at hjelmen ikke havde kunnet beskytte hende.

 

Hun lå nu på intensiv. Hvilket hun vidste, da hun et øjeblik havde forlagt kroppen, og set sig selv ovenfra. Slanger alle vegne der overvågede hende i alt muligt. Det eneste hun var særlig bevidst om, var at Alfred skulle være hos hende. Som 4årig i børnehaven havde Alfred også været med hende. Allerede den gang havde han lært hende små tricks. Når hun så et barn, der havde det skidt, og ikke var aktiv og glad som resten, så havde Alfred lært hende at sidde helt stille og ”gå ind i hovedet” på det barn og se, høre eller mærke hvad der var galt. Alfred havde kaldt det at ”tune ind”. Sanne kunne ofte fornemme, hvad der var galt med barnet, der var lidt trist, og kunne derefter gå hen til sin kammerat og sige nogle få ting, som fik ”boblen” til at briste og barnet begyndte at lege frit igen. Det tog sjældent Sanne mere end 5 min, og pædagogerne havde ofte observeret Sanne, når hun ”gik ind sig selv”, for så kort efter at gå i action og gøre et eller andet, som de aldrig fandt ud af hvad var, men det hjalp. De havde aldrig opfordret Sanne til at gøre noget. Hun gjorde det bare. Sanne selv virkede til at kunne med alle børn, uden at have en fast og bedste ven. De vidste jo ikke at hendes ven Alfred, var den faste og bedste ven. De kunne ikke se ham. Det vidste Sanne så ikke dengang, at de ikke kunne. De vidste kun at hun ofte talte med sig selv. De kunne godt se at hun talte med en, og det forstyrrede de aldrig. Sanne kan se engle. Alfred er hendes skytsengel. Hun ser og taler med alle engle som kommer til hende. Det var ofte en kombination af engle, der viste hende hvad der var ”i klemme” hos de børn, der var kede af det, eller triste og ikke legede og havde det sjovt. Det var en sjov tid i børnehaven, og få lov til at yde så meget hjælp og støtte, og hun elskede sine lege og samtaler med englene. Hun var ikke den eneste, der kunne se det dengang i børnehaven. Der var mange børn der kunne, men efterhånden som de nærmere sig skoletiden, var det som om de andre børns evner forsvandt. De ændrede sig i hvert fald. Sanne derimod beholdt sin evne, og havde med tiden fundet ud af at mange andre ikke kunne se og høre det hun kunne. Hun holdt det bare for sig selv. Men børnene vidste at Sanne kunne noget særligt, og hvis de havde nogle problemer, så kom til stille og roligt hen i nærheden af Sanne. Det var som om englene skubbede dem hen til hende, eller at de instinktivt vidste at Sanne kunne mærke noget. Flere kunne også huske at Sanne havde hjulpet dem, uden egentlig at gøre noget. De kom stadig listende og Sanne, var lynhurtig til at opfatte hvad der var behov, for og bad englene hjælpe.

 

Fordi Sanne nu vidste, at hun ikke var som de andre, holdt hun sine oplevelser med engle for sig selv. Alfred og flere af de andre større engle, som viste sig ofte, sagde ofte til hende, at hun skulle tie, og hun fik stor hjælp af deres vejledning. Op gennem hendes skolegang, klarede hun sig godt. Hun lå hele tiden en smule over middel, og hun var glad for at gå i skole. Englene gjorde det nemt for at hende at forstå lærerne, og englene gjorde mange ting for at gøre undervisningen lidt sjovere. Hun skulle hele tiden passe på ikke at grine.

Hjemme var hun den mindste af 5. Hun var eneste pige. Hendes ældre brødre hjalp til på gården. Mor havde travlt med at lave mad til dem alle og holde huset, så ofte var Sanne overladt til sig selv. Det holdt hun heldigvis meget af. Hun ville også gerne hjælpe mor, men hvis hun ikke blev bedt om det, så nød hun langt mere at sidde hos de små gedekid, hønsene og kattene. Dyrene vrimlede om hende og de havde deres egen leg, som de kunne fortsætte med i timer.

 

Nu hvor Sanne lå på intensiv, var der rigtig mange engle ved hendes side. Hun sansede dem alle, men var særligt bevidst om at Alfred skulle være der. Han talte sagte til hende hele tiden. Beroligede hende. Hver gang hendes mor eller far kom på besøg, bad hun ham om at sende dem healing. Selv lå hun helt rolig. Hun var helt tryg ved at englene passede på hende, og fortalte sygeplejerskerne hvad de skulle justere på, når de kom og tilså hende.

 

3 dage efter ville overlægen have haft hende ud af respiratoren. Heldigvis havde Alfred fået det stoppet. Han kunne se at lægens hænder ikke var rene, og en infektion nu ville have været fatal for Sanne. Så det reddede faktisk Sanne, at det først var da der var vagtskifte, at hun blev bragt tilbage til live. Hun var meget forslået og havde ondt over det hele. Hun var aldrig bange. Mor sad hos hende da hun vågnede. Hun trak vejret selv nu, og det gjorde ondt. Hun hvæsede lidt når hun trak vejret. Mor græd. Sanne havde aldrig set mor græde. De holdt hinanden i hånden. Sanne lukkede øjnene og lod som om hun sov. Hun bad stille Alfred om hjælp til at tune ind på sin mor. Alfred havde godt nok mange gange fortalt hende, at nu havde hun nået en alder, hvor hun ikke bare kunne få lov. Særligt ikke til at tune ind på voksne mennesker. De skulle selv give lov. Sanne bad og bad. ”Lad mig få lov at tune ind på mor. Jeg er nød til at vide hvorfor hun er så ked af det. Jeg kan mærke det ikke kun er fordi jeg ligger her” Alfred havde gjort sit arbejde og fået lov til at lade Sanne tune ind på sin mor. Det var det allersværeste. Og det vidste Sanne. Det med at tune ind på familie, var farlig grund. Der kunne nemt ligge noget som pårørende ikke skulle vide. Men Alfred var snu – Sanne havde kun begrænset adgang. Hvilket han aldrig fortalte. Der var jo også hensynet til hendes mor at tage, nu hvor hun ikke selv havde givet tilladelse. Sanne lå stille og trak vejret så roligt hun kunne og lod sine energi zoome ind på sin mor. Dér var problemet: Mor vidste at hendes elskede kattekillinger var løbet væk den aften hun blev kørt ned. De var ikke at finde nogle steder. Mor havde ledt og ledt. Endda forsømt sit hus, og et enkelt måltid til drengene for at lede. De 3 killinger var forsvundet. Sanne smilte indvendig og klemte trøstende sin mors hånd. Sanne kunne se at killingerne var i sikkerhed, tæt ved krattet hvor hun var blevet ramt. Hun talte til dem, og bad dem tage hjem på gården, og at hun nok snart skulle komme hjem til dem. Og ganske rigtigt, da mor kom hjem, sad killingerne på trappen og miavede på deres sultne maver. Mens killingerne spiste, sendte mor en kærlig tanke til Sanne. ”Jeg vidste det. Du kan mærke den slags. Min særlige pige”

 

En sygeplejerske kom ind til Sanne og skulle skifte kateter. Sanne havde set hende nogle gange. En sød men stille pige. Passede sit arbejde og gjorde ikke så meget væsen af sig ellers. Hun var hurtig og dygtig til at skifte kateteret. Sanne mærkede det næsten ikke. Sanne kiggede på Kathrine, som hun hed. Der var noget med hende, som ikke stemte. Hun var mere stille, end hun havde været de andre gange, og hun var tilmed lidt trist i dag. Alfred stod ved siden af hende og rystede på hovedet. Hun var ustoppelig. Når hun ville have adgang, så skulle have virkelig brug kræfter på at styre hende. Hvis han ikke gav adgang, så kunne hun ikke gøre noget, men hun insisterede. Alfred gjorde sit forarbejde, og lod hende igen få begrænset adgang. Sanne sukkede og lukkede øjnene. Kathrine var bekymret for sit job. Det var sidste arbejdsdag før hendes 3 måneders prøvetid udløb, og hun havde endnu ikke hørt noget. Sanne sendte besked ud til Kathrines hjælpere, om at i det mindste give hende besked, og enten en god nyhed, eller i det mindste på en medmenneskelig måde, hvis udfaldet var negativt. Kort efter trådte oversygeplejersken ind af døren, og bad hende komme ind på kontoret når hun var klar. Der gik et gys gennem Kathrine. Sanne smilte. Hun var helt rolig ved situationen. Hun fornemmede det ville gå godt. Ca. et kvarter efter kom Kathrine tilbage, og skulle give Sanne mad gennem sonden. Hun smilede stort og så afslappet ud. Sanne rakte tommelfingeren i vejret til hende og Kathrine grinte. Det var klart at hun havde fået fast plads på afdelingen.

 

Efter at respiratoren var taget ud, havde Sanne ikke kunnet tale. Hun havde ondt i halsen. Hun trængte så meget til at få noget flydende ned igennem spiserøret. Lægen havde sagt at det ville være sådan i nogle dage. Hun forstod ikke hvorfor. Kun spyt havde hun fået igennem nu i de 5 dage hun havde været indlagt. Peter, som var overlæge den dag, og Kathrine kom ind til hende. Kathrine hjalp hende lidt op at sidde. Peter ville gerne have om hun kunne drikke lidt selv, og hvis det gik godt skulle hun prøve at tale lidt. F.eks. sige hej. Åh det var en velsignelse at få lov til at få lidt saft ned gennem halsen. Det kølede godt. Hun drak kun små slurke og med god pause i mellem. Hun skulle helst ikke forsluge sig og komme til at hoste for voldsomt. Efter et halvt glas, bad Peter hende om at sige hej. Det blev et rustent et, men det lykkedes og Sanne græd sine glædestårer ud. Operationen i hjernen havde lagt så tæt på talecentret, at de gerne ville have hævelsen i hjernen til at lægge sig tilstrækkeligt, før de ville give Sanne lov til at forsøge sig med at tale. Hun fik lidt mere at drikke. ”Har du mod på lidt yoghurt”? Det var Kathrine der spurgte. Sanne græd stadig og nøjedes med at nikke. Der blev hurtigt hentet en lille kop med lidt yoghurt i. Sanne ville gerne selv bruge skeen og fik signaleret til Kathrine om hun ville holde koppen. Det gik rimeligt at ramme koppen og få lidt yoghurt på skeen, og heldigvis var Kathrine vågen og fik fanget hånden og hjulpet skeen ind i munden, for ellers var det hele landet på kinden af Sanne. De kiggede lidt på hinanden og Sanne sank stille sin mundfuld og Kathrine nikkede anerkendende, og Sanne fik mod på at prøve en skefuld mere. Det gik lidt bedre. Kathrine behøvede kun at støtte lidt. Efter det også var sunket. Ville Sanne ikke mere. Hun var allerede meget træt. Peter havde forskellige øvelser, han gerne ville prøve med hende og selvom hun ikke orkede, så gjorde hun sit bedste. Peter var ikke helt tilfreds. Det var ikke helt godt med koordinationen af hendes hænder. De hjalp hende tilbage og ligge og lod hende hvile sig. Kathrine vendte dog hurtigt tilbage. På en eller anden måde følte hun sig særligt tiltrukket af den pige i sengen. Og heldigvis, for kort efter kastede Sanne op. Hendes mave ville simpelthen ikke tage imod yoghurten. Kathrine hjalp hende, og gjorde hende ren. Talte stille til hende og beroligede hende med at det var helt normalt. Det vidste Kathrine dog godt ikke var helt sandt. Nogle få havde det sådan, men så var der normalvis en hævelse et sted i nerveforsyningen. Kathrine var bekymret. Hun vidste ikke at Sanne fornemmede dette. Sanne havde ikke bemærket at Kathrine havde trukket i snoren på kaldeapparatet. Kort efter stod der endnu en sygeplejerske, som kunne se hvad der foregik, og hun vendte kort om og gik. Få sekunder efter stod Peter der igen. Han beordrede Sanne til at lave nogle nye øvelser med ham, og det gik åbenbart ikke som det skulle for 15 min efter lå Sanne i scanneren. Det var åbenbart alvorligt, siden det gik så stærkt. Alfred var hos hende og holdt hende i hånden og havde den anden hånd på maven af hende. Han vidste det beroligede hende. ”Hvad sker der”? Når Sanne talte med Alfred behøvede hun kun at tænke det. ”De undersøger din hjerne for yderligere hævelser” sagde han. ”Hvad kan du se”? Spurgte hun ham. Alfred svarede ikke. ”Alfred, svar mig”!

 

Alfred kiggede på hende, og hun faldt væk. Sanne døde af sine hævelser i hjernen. Det at hun var kommet op at sidde, havde været for meget for hende. Det havde givet et forkert tryk i hjernen, og der var gået hul på en blødning.

 

Sanne kunne nu kun sidde og kigge på sin familie og venner, der sad samlet om hendes krop i sengen. De var alle sammen kede af det. De havde været samlet nogle timer nu og havde snakket om hende, og den særlige pige hun var. Alfred stod igen ved siden af hende. Stadig hvid og lysende. Eneste forskel var at nu var også hun hvid og lysende. Nu kunne hun gøre sine gode gerninger herfra i stedet for. Og ikke længere bede om tilladelse til at tune ind. Det var lidt sværere at for sine beskeder igennem herfra, for mennesker i den fysiske verden lytter ikke ret tit, og hvis de lytter, så hører de sjældent efter, og gør endnu sjældnere hvad vi siger til dem. Men Sanne var fortrøstningsfuld. Fuld af kærlighed til sine kære. Sådan er engle nemlig.