Unge (4)


Velkommen

Albert og Signe (4)


Signe skynder sig ind på værelset, smider sig på sengen og græder hjælpeløst. Sofus troede ellers de skulle ud og gå. I stedet går Sofus med Signe ind på værelset, og mens Signe ligger der og græder, lægger Sofus hovedet på sengen helt tæt ved Signe.


”Åh Sofus. Det er så hårdt. Det er så svært. Hvad skal jeg gøre”?


Signe har ikke hørt at mor er kommet ind. ”Du skal fortælle mig, hvorfor du er ked af det min pige” Siger mor.


Signe bliver forskrækket og kaster sig om halsen på sin mor og græder endnu mere.


”Rolig nu” Siger mor. ”Hvad er der sket”?


Signe fortæller mor det hele. Om krammet og samtalen med mormor og om hvor forfærdelig det var i skolen at skulle undgå Albert.


”Lille skat” Siger mor. ”Det er ikke nemt for dig”


”Kom lad os gå en tur med Sofus og snakke lidt imens” siger mor.


Signe er helt opløst af gråd, men går med.


Mor siger: ”det er svært at være forelsket. Især når man ikke ved om det er gengældt, og man er bange for at gøre noget dumt”


”Ja” siger Signe. ”Men mor jeg tør ikke engang se på ham, og han er min bedste ven”


”Ja” siger mor ”Netop derfor. Men jeg synes, du skal prøve, om du kan finde modet og tage en snak med ham”


”Mor det kan jeg ikke. Jeg kan ikke se ham igen”


”Jo du kan, og det skal du. I skal jo gå i klasse sammen de næste 1½ år, og det her er ikke grund nok til et skoleskifte. Det ved du også godt”


Signe sukker og ved godt mor har ret. De går uden at sige noget. Signe tænker meget på Albert, og på hvor meget hun savner ham, og på at hun ikke tør tale med ham igen.


Mor opdager det først, og når at stoppe op og vende sig mod Signe: ”Signe. Albert sidder derhenne på stenen. Nu tager jeg Sofus og går lidt væk og venter på dig. Jeg synes du skal gå hen til ham, og bare sidde og se hvad der sker. Jeg går den vej”, siger mor og peger hen mod nogle borde og bænke. ”Så kommer du, når du er klar, eller at det bliver for meget. Jeg skal ikke noget, så vi har god tid. Måske jeg bare leger lidt med Sofus”.


Signe ser forskrækket på mor og så hen på Albert. Hjertet hopper op i halsen på hende, og hendes vejrtrækning ændrer sig markant til at blive hurtigere. Hun er lige ved at gå væk og give op, men ved godt inderst inde at mor har ret. Signe tørrer øjnene og tager en dyb vejrtrækning og går langsomt hen mod Albert. Mor og Sofus vender om. Sofus kigger efter Signe. Men denne må Signe klare alene. Albert tåler jo ikke Sofus.


Det er med tunge skridt og hoppende hjerte at Signe nærmer sig Albert.

Albert bliver forskrækket, da Signe lægger hånden på hans skulder. Han vender sig om, og ser lige ind i øjnene på Signe. Han smiler og rykker sig lidt, så det giver plads til Signe.


”Sid ned” siger han.


Signe sætter sig og kigger ud over søen. Tør ikke kigge på ham. Der er ikke meget plads på stenen, så hun må sidde tæt ved ham, men det lykkes hende lige nøjagtig, at undgå at røre ham.


De sidder længe sådan uden at sige noget.


Albert er den der bryder tavsheden: ”er du okay”?


”mm…” Siger Signe, og Albert ved godt det betyder ja.


”Du undgik mig i skolen”


Signe kigger ned på sine sko og er rød i hovedet. Hun er bare så flov og genert nu. Slet ikke som

Albert kender hende. Han bliver nervøs nu. Men når også at tænke, at hun sidder trods alt her.


Igen er det Albert der bryder den nye tavshed: ”Du ved godt du er min bedste ven, ikk”?


Signe nikker og siger stille: ”Og du er min bedste ven”


”Vi vil altid være venner, ikk? Uanset hvad”?


”Ja” siger Signe


”Vil du love ikke at blive sur, hvis jeg fortæller dig noget”?


”Ja”


”Signe jeg er forelsket i dig” Albert er mega overrasket over sig selv. Han turde. Han gjorde det.


Signe kigger op på ham. Pludselig ser han meget ældre ud. Hun smiler genert.


”Er du”?


”Ja” siger Albert ”Er du sur nu”?


”Nej da” Siger Signe. ”Jeg er bare overrasket. Jeg turde ikke se på dig i skolen efter det i fredags”


”Det har jeg også tænkt meget på”


”Har du”?


”Ja” Siger Albert. ”Rigtig meget”


De sidder længe bare og kigger ud over søen og lidt ned på deres sko.


Så rykker Albert lidt tættere og tager hendes hånd. ”Er det okay”?


Signe nikker. Hun kan næsten ikke trække vejret af glæde. Hun opdager pludselig, at hun rigtig godt kan lide at mærke Alberts varme hånd i sin, og at duften af ham er rigtig dejlig. Hun læner sig lidt ind mod ham. Hun glemmer helt at mor og Sofus er i nærheden. Eller var. For mor har set det hele, og har valgt at lade dem være alene og gå hjem. Det ser ud til at Signe ikke behøver hende længere.