Hvad er det der sker

 

Velkommen

 

17. marts 2016

Hvad er det der sker?

 

De seneste måneder har været hektiske. Der har været rigtig meget uro i kroppen. Mange drømme, som ikke gav mening, og som jeg ej heller kan huske. En indre frustration, og humøret har været dårligt. Jeg har mediteret hver aften, for at få en så rolig søvn som muligt. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at slippe gammelt energi, fremmed energi, uro, frustrationer m.m. Jeg har forsøgt at finde mit eget indre lys og lytte til den indre stemme.

 

Jeg må bare sande, at selv om jeg lytter godt efter, og gør hvad jeg bliver bedt om, så forstår jeg ikke, hvad der sker, og det skyldes at jeg ikke har det store overblik som mine åndelige vejledere og hjælpere har. Jeg arbejder rigtig meget med Engle. Alle former for engle. Engle fra alle mulige niveauer. Det giver mig en tryghed, og de giver mig en vej at følge, selvom jeg ikke kan se hele vejen. Det er heller ikke meningen. Hvis jeg kunne se hele vejen og hvor jeg skal hen, så ville jeg måske løbe derhen hurtigt, og springe det over som jeg skal lære på vejen dertil, og på den måde vil jeg måske slet ikke kunne se det vidunderlige i stedet eller overhovedet kunne finde det. Det kan også være jeg vælger at sige nej tak, og løbe den anden vej.

 

Når jeg ser hvad jeg har opnået på det stykke af vejen jeg har gået, så vil jeg nødig misse det næste. Målet er ikke det vigtigste længere. Det vigtigste er at have mig selv med på turen. For hver kolbøtte jeg tager på turen, bliver jeg stærkere og kommer tætte på mig selv. Som et spil på nettet, så kommer jeg et level højere op i frekvens og oplever en ny energi og en ny guidende engel. Jeg tror på at de viser mig vejen, i det tempo, jeg kan flytte mig. Nogle ting er jeg meget længe om at lære. Det skal jeg igennem flere gange. Hver gang lærer jeg nyt. Hver gang skræller jeg et lag af mig selv, som ikke er nødvendigt længere. Det kan være forudindtagede holdninger, indgroede og arvede meninger. Noget som har beskyttet mig, og vist mig hvordan jeg bedst har kunnet omgås andre i samfundet. Efterhånden tager mit indre, min sjæl over og jeg kan nu gå min egen vej.

 

Jeg har i mange år interesseret mig for engle arbejdet, sjælen, det psykiske, det åndeligt, det guddommelige. Jeg har for 10 år siden taget springet og været selvstændig siden. Det har absolut ikke været nogen dans på roser, men det har været det hele værd. Jeg har ville det. Jeg har gjort det og jeg gør det fortsat, og jeg elsker det. Min tid som massør, zoneterapeut, healer, kinesiolog har gjort mig, til den jeg er i dag, og den jeg vil blive til med tiden. Heldigvis får vi lov til at udvikle os hele tiden. Det er dog først nu, jeg for alvor tør stå ved den jeg er! Jeg er ikke perfekt, men jeg er perfekt som jeg er! Jeg tør nu sige, at jeg ikke ved alt, og at det er godt. For så kan jeg fortsat undres og blive nysgerrig og udvikle mig. Hvor jeg ender, det vil vise sig, men jeg går den vej jeg bliver vist.

 

Det kan beskrives som, at vide at jeg går på en snoet vej, blandt bjerge og dale, enge og søer. Det er tåget så jeg kan ikke se mere end et par meter frem. For hvert skridt jeg tager, kan jeg se den næste halve meter frem. Hvor lang vejen er ved jeg heldigvis ikke. Der er en række øvelser som skal laves undervejs, for at den ny dør åbnes. Jeg er her for at lære. Nogle opgaver opdager jeg nok ikke, at jeg løser, mens andre skal løses i tordenvejr og orkan.

 

Det er en smule angstprovokerende at ændre sig så meget og turde stå ved sig selv. De gamle tanker om ”hvad siger og tænker andre om mig” lurer konstant. Jeg bliver hele tiden bedre til, ikke at lade mig slå ud af det. Jeg brænder for at blive en bedre MIG, både menneskeligt og fagligt. Jo bedre jeg har det personligt, jo bedre mor og kæreste er jeg, jo bedre behandler og rådgiver er jeg, og jo sjovere er hverdagen. Hverdage er der jo flest af, så det er vigtigt for mig, at jeg trives godt på hverdage og i mit arbejde.

 

Mine hovedområder i min klinik i dag er massage og zoneterapi. Jeg arbejder forskelligt hver dag. Hver klient bliver mødt her og nu. Det kan sagtens være problemet, som klienten kommer med er det samme, hvilket ikke nødvendigvis betyder at jeg gør det samme som tidligere. Min intuition er skærpet meget igennem de seneste år, og det giver sig udslag i mine behandlinger. Jeg arbejder for at komme klienternes symptomer til livs, og intuitionen viser mig hvordan. Hænderne arbejder uden jeg tænker så meget. I stedet er jeg åben for nye sammenhænge og nye veje til at løse opgaven.