Min historie - sådan startede det

19. oktober 2016



Hvordan det hele startede

Jeg kom i lære i Padborg i 1991 og flyttede hjemmefra og kunne bestemme frit selv. Jeg valgte at bruge lidt penge på mig selv og få noget massage. Det var rigtig dejligt og fornemmelsen af at blive løsnet i musklerne var super god. Jeg lærte også at det ikke er lige meget hvordan klinik er indrettet og hvilke håndklæder man bruger samt hvordan man agerer overfor klienter…….

Jeg så en annonce for zoneterapi og blev nysgerrig. Øj mand! En der gider nusse mine fødder – himmelsk! Ja sådan tænkte jeg og blev klogere på hvad zoneterapi OGSÅ er! Og siden har jeg mere eller mindre holdt disse behandlinger vedlige hos lidt forskellige behandlere.

Jeg tror der gik en tre år, så hørte jeg en veninde fortælle om at hun havde været til kinesiolog. Det lød vildt spændende. Jeg kontakte en i Rødekro og sagde det som det var at jeg var nysgerrig efter hvad det var og hvad det evt. kunne gøre for mig. Jeg husker ikke hvad hun fandt frem til, men jeg var klar over at her var noget som kunne noget særligt. Senere skiftede jeg til en anden i Haderslev. Hun fangede mig endnu mere.

Jeg er ikke sådan en der bare skifter behandler efter hvor der er et godt tilbud eller lign. Jeg er lidt trygheds søgende. Jeg har prøvet lidt forskelligt, hvilket har været sundt for mig. Nemlig at få andres øjne på mig en gang i mellem, men også at se og møde forskellige måder at yde den samme behandlingsform på. Sundt også at være hos den samme i længere tid, for på den måde at komme ind i et forløb.


I 1998 gik jeg fra en kæreste. Vi solgte et hus og jeg fik lidt penge med derfra. Jeg flyttede meget hurtigt ind hos ham der skulle blive min mand, far til mine børn, for så at blive min eksmand. Tingene gik hurtigt, og jeg nåede nok heldigvis ikke at tænke så meget, og midt i alt dette så jeg en annonce for massage uddannelse på Folkehjemmet i Aabenraa, og min daværende nye kæreste sagde til mig, at jeg jo havde pengene, så han syntes bare jeg skulle springe ud i det. Det gjorde jeg så. Og i februar 1999 havde jeg eksamens bevis i hånden og en oplevelse ringere. Dejlige kolleger, som jeg stadig ses med ca hvert halve år. Til seriøs snak men mest pjat og gøgl.

Der gik ikke lang tid førend at jeg var i gang. I stuen derhjemme efter fyraften. Jeg sad stadig på kontor og deltes med en god kollega om at styre et lager og alle de opgaver der, der fulgte med. Stille og roligt, fik jeg opbygget en kundekreds, som siden hen har vokset sig stor og stærk.

I fik, med lidt hjælp, 2 børn og med dem fulgte der udfordringer. En lang fødsel med den første der endte i akut-kejsersnit og 10 dage indlagt med antibiotika for os begge. Jeg bestilte en tid hos zoneterapeut, så min lille pige kunne få medicinen ud af kroppen, så hurtigt som muligt. Heldigt, for hun nåede lige et par dage med kolik inden vi skulle derhen og den blev så også taget i den behandling.

De udfordringer vi stod med var ikke lige til højrebenet for hverken læge eller sundhedsplejeske, og takket være mine erfaringer med kinesiologi valgte jeg at tage børnene med til det. Den ældste ville ikke spise. Hun blev født med en kamp vægt på 5500 g og var 58 cm. Efter 10 dage på neonatal i Sønderborg hvor hun fik sonde (læst: Tvangsfodret ) fik vi aldrig gang i amningen, så hun fik flaske og så var det tydeligt at se at hun ikke spiste nok og det gav sig udslag i bleen med krystaller. Jeg havde hende med ind til Birthe, som testede og testede og testede. Til sidst spørger hun hvad jeg har i barnet seng. Som den gode mor jeg er, så havde jeg jo læst alle bøger og der står at der skal lægges ”tisseunderlag” i sengen. Så det kom jo i remsen af hvad jeg alt havde i den seng. Det viste sig at det ”tisseunderlag” kunne min datter ikke med, og det skulle jeg tage ud og resten af dagen skulle jeg tilbyde hende mad, men dagen efter skulle hun selv bede om mad – og så spiste hun!!! Hendes energibaner kunne ikke med det underlag!! Det var starten for mig!! Her var noget at undersøge og blive klogere på, som virkelig tændte mig.

Senere kunne jeg mærke at der var noget der forstyrrede os. Nu havde jeg jo lært en ting eller to omkring ubalancer og kunne sige at noget forstyrrede min datter om dagen, og noget forstyrrede mig om natten. Jeg kunne mærke at vi ikke var i balance, men følte mig ikke syg. Jeg tog til Birthe igen. Denne gang fandt hun langt om længe ud af at, en mand som tidligere havde boet i det hus, var boede i, havde taget en overdosis, og var vendt tilbage og var slemt misundelig på den lykke vi havde. ”Er det ikke noget med at de i tv siger: ”gå hen hvor du skal være, og lad os være i fred” ” – Det anede jeg ikke. Jeg havde ikke set de udsendelser, men nok hørt lidt om ånder. Uanset så virkede det. Vi fik fred.


Efter et dejligt år på barsel – efter lang ventetid, for vi fik hjælp i Odense til at få vores datter! – var det tid til at begynde at tænke på at vende tilbage til arbejdet. Men så langt nåede jeg ikke, for jeg fik en opringning af chefen, som fortalte at virksomheden skulle flytte til Horsens, på nær min og min kollegas stillinger, samt lageret. Jeg kunne nok lægge 2 og 2 sammen. Det ville være et spørgsmål om tid før min stilling også skulle flyttes. Jeg tænkte kun kort tid over det, og fik aftalt møde med HK. Når nu jeg havde klinikken som bibeskæftigelse, så kunne jeg fortsætte med det, og få supplerende dagpenge, hvis jeg blev fyret fra mit arbejde. Ikke hvis jeg selv sagde op, for at arbejde selvstændigt. Så jeg røg videre til chefen, og bad om fyreseddel. Så kunne min vikar jo beholde mit/sit job. Den var han med på, og vupti: Sådan blev jeg selvstændig.


Det lykkedes mod alle forventninger at blive gravid igen og vi blev velsignet med endnu en lille pige. En sensitiv en af slagsen. Ofte når jeg sad og gav hende flaske om natten, så pludselig så stivnede hun og skreg op og var svær at få til at falde til ro. Jeg valgte også at tage hende med til Birthe og hun fandt ud af, at endnu en ånd havde besøgt vores hun. Denne gang en dame som ikke selv fik børn, og som bare gerne ville passe godt på min yngste.  Den dame fik vi også fjernet.


Senere hen skulle det vise sig at den yngste skulle blive den som slæbte disse ånder hjem. Som tre årig, lærte jeg hende at sige: ”gå hen hvor du skal være, og lad mig være i fred”. Samtidig delte hende og jeg også rum. Dvs. hendes værelse og min klinik, kun var adskilt af en rumdeler. Så den energi der var i klinikken, også påvirkede hende. Det hjalp da vi fik sat en væg op.


Med baggrund i de oplevelser jeg havde haft med min ældste datter, valgte jeg at tage de 4 grundkurser inden for kinesiologi. Det gav mig en forståelse for nogle sammenhænge som jeg ikke tidligere havde set. Det gav mig også nogle nye kolleger, og den ene spurgte om ikke jeg kunne tænke mig at komme en lørdag, hvor hun havde besøg af en håndlæser. Jo da! Det kunne jeg vildt godt tænke mig. Og sikke en time!! Hun ramte fuldstændig plet i alt hvad hun sagde. Hun anbefalede mig en behandler i Århus samt en uden for Vejle. Jeg besøgte dem begge og hold nu op en ny verden. En fantastisk verden. Jeg var solgt. Kinesiologi på nye måder. Nye redskaber og ny personlig indsigt! Lavinen var startet. Jeg kunne ikke stoppe igen. Jeg måtte videre.

Den yngste datter var stadig utryg, og hun kom med til Vejle. Små enkle redskaber skabte et nyt liv for os. En rolig, glad spradepasse. Det var hvad vi fik! Ubeskrivelig. Hun er stadig meget sensitiv og til tider lidt en udfordring, men en kæmpe gave. Nøjagtig som sin søster, som er en gave i den anden grøft! Herligt! Som en engang har sagt: ”Lær alt hvad du kan af dine børn, inden de mister interessen for at uddanne sig”


Pigerne blev større og kom i børnehave. Den bedste pædagog blev vores primære! Tilfældigt? Næ det tror jeg ikke. Jeg tror ikke længere på tilfældigheder. Jeg tror på synkronitet! Den søde pædagog blev min veninde, og hun spurgte om ikke jeg ville med til et foredrag med en clairvoyant. Jo da! Spændende. Og endnu engang var jeg ramt! Jeg måtte til Fanø og besøge denne clairvoyant. Jeg fik en sitting, som det hedder. Også hun ramte plet! Jeg fik flere sittings og clairvoyant rådgivning. Jeg valgte efterfølgende at tage de 3 kurser inden for healing, som hun kørte dengang. Bl.a. med underviser fra Schweiz! Intet mindre end fantastisk! Jeg lærte nogle teknikker, som gav mig forståelse, for det jeg kunne mærke jeg havde i hænderne. Da jeg begyndte at bruge healingen bevidst, forsvandt de rygsmerter jeg havde gået med i flere år, når jeg skulle ud af sengen om morgenen.  Også her mødte jeg fantastiske kolleger, som jeg besøgte og vi øvede på hinanden, og de lærte mig også en ting eller to om måder at bruge teknikkerne på og om livet generelt.


Efter barsel med nr. 2 valgte jeg at takke ja til et 20 timers job på et plejehjem, 4 dage om ugen. Jeg trængte til at komme lidt hjemmefra. Manden kørte lastbil og var meget væk. 2 små børn, 20 timers arbejde ude af huset, 4-8 kunder hjemme i klinikken om ugen, madpakker, indkøb, hus…… der var nok at se til. Den store begyndte at komme ind til mig om natten. Kunne bare lægges tilbage i seng. Jeg begyndte at få ondt i hælene. Jeg vidste der måtte ske noget. Jeg begyndte også at hænge med næbet når jeg skulle ud af døren. Efter nogle snakke hjemme, sagde jeg op. 14 dage efter havde jeg ikke ondt i hælene mere og den store sov igennem igen! Tankevækkende!

Jeg har siden arbejdet hjemme, og jeg elsker det! Selv efter vi blev skilt og jeg flyttede sammen med pigerne, valgte jeg at det måtte kunne lade sig gøre! Og det kan det. Vi spinder ikke guld, vi har det godt og mangler ikke noget. Ferie bliver ofte holdt hjemme men da det er hverdagene der er flest af, så er det vigtigt for mig at det er hverdagen vi trives i, og det gør vi. Jeg har et nærvær og en ping-pong med pigerne jeg ikke ville have haft, hvis jeg skulle stresse ud af døren hver morgen og være væk indtil kl. 16.30.


Jeg har oplevet en del, og alt sammen er lagt ned i min rygsæk. Jeg husker, eller bliver mindet om indimellem at få ryddet op i den rygsæk. Nogle ting bliver ”forældet” og må ud, så nye værktøjer og oplevelser kan komme i.

Jeg har fået så mange redskaber og nyttige råd på min vej, gennem behandlinger og bøger og samtaler og kurser, at jeg i dag ikke er den jeg var for hverken 15 eller 10 år siden. Jo det er jeg jo, men jeg ser på verden og mennesker med helt andre øjne. Livets erfaringer har jo også gjort at jeg har måttet ændre mine principper, og smide kontrollen og få tingene til at fungere på en bedre måde.


I flere år blev jeg spurgt om ikke jeg skulle være zoneterapeut. Nej, tak. Jeg skulle ikke pille ved folks tæer, og jeg skulle heller ikke bruge 40.000 kr. på at være kollega med en masse andre. Dengang var der skole i både Kolding og Rødekro, med 20 der bliver uddannet hvert år fra hvert sted, plus alle dem der var i forvejen! Ellers tak! MEN!!!! Skæbnen ville det anderledes! I 2011 havde en veninde en hel side i ugeavisen, men billeder og artikel om at borgmesteren var på besøg og gav hende det grønne naturdagpleje-flag. Jeg så den ikke! Til gengæld så jeg en mikro annonce omkring zoneterapi. Uddannelse start i september og jeg brugte efterfølgende timer på nettet og vidste at det måtte jeg bare! Jeg deltog i et infomøde og tilmeldte mig. Endnu en af de store øjenåbner! Nye fagre verden!! At tage en så stor uddannelse, alene mor og skulle have hverdagen og arbejde til at fungere! Det kunne ikke have ladet sig gøre uden den store hjælp af farmor og farfar, og min egen mor!! Jeg er evig taknemmelig!!

Jeg tog uddannelsen samtidig med et brud med en kæreste som ….. ja det er en afdelingen for sig selv. Jeg mødte en ny, en revisor. Jeg blev spurgt om jeg kunne bogføre. Det mente jeg godt jeg kunne og jeg blev sat i gang og selvom forholdet ikke holdt og kun varede kort så arbejder jeg stadig en del med regnskaber for ham. Det er et dejligt supplement! Når jeg er i klinikken er der en stor vifte af muligheder for hvorfor klienten har det som hun har det, og hvad der skal til for at hjælpe hende. Men med regnskaber så er 2 og 2, 4! Den kontrakt er rigtig god for mig. Når jeg kommer væk fra klinik, er jeg bedre når jeg er i klinik!!


Jeg elsker at give behandlinger. Massagen vil jeg nok ikke kunne slippe, fordi den er så stor en del af mig, men zoneterapi er et vidunderligt redskab. Det samme er kinesiologi. Den healings energi jeg er i der, er guld værd for mig. Det er også hårdt, for jeg bruger mig selv, så det stiller nogle krav til mig selv, at jeg sørger for at ”vedligeholde” mig selv. Jeg skal sørge for selv fortsat at få nogle behandlinger og lave mine ”øvelser”. Øvelser vedr. mit energi-niveau. Den indvendige og mentale, spirituelle energi. Et spændende stykke arbejde.

Jeg mediterer en del. Kommer på fantastiske ”rejser”. Når jeg mediterer er det næsten som at dagdrømme. På den måde at jeg følger der billeder og beskeder jeg får når jeg sidder der i mørket med lukkede øjne. Jeg har været på tømmerflåde på åbent hav uden at kunne se land i mange døgn. Vel at mærke i meditationen! Jeg lærte at flyde med strømmen, og tage imod det som kom. Jeg har vandret og vandret – lidt som på Caminoen, og været i den store katedral i Santiago. Jeg har siddet ved vandet, på stranden, i haver og på en klippe på Island. Alt sammen og meget mere i meditation! Jeg har mødt mange ”energier” i form af mine afdøde bedsteforældre, min far som døde i 2013, engle og også energier, som jeg ikke kan sætte form på.

Igennem tiden er min intuition styrket så meget, at næste skridt næsten må være at uddanne mig til clairvoyant, men det må vente lidt endnu. Tiden er ikke der endnu. Men indtil da, så lader jeg intuitionen og mine hjælpere guide mig!

Jeg har gennem en del år nu været meget hos den samme zoneterapeut. Jeg vendte tilbage efter de 2 år på zoneterapiskolen. Hun driller mig ofte. ”De her ting kunne vi ikke snakke om for 7-9 år siden” – Nej det kunne vi ikke. Jeg ville ikke høre tale om at jeg kunne det, eller se det, eller tænke i de baner. Men tak fordi Du førte mig igennem og stadig er en del af min rejse!


Da jeg begyndte at mærke det med intuitionen blev stærkere – igennem min indre oprydning – kunne jeg stå med en klient på vej ud af døren, og en fornemmelse af at skulle sige eller gøre noget, men vidste ikke hvad det var, og lod dem gå. Det sker ikke i dag. I dag får de ikke lov til at gå, før jeg har sagt eller gjort det jeg ”bliver bedt om”. Det kunne være en præcisering af noget vi har snakket om, evt. et godt råd. Det kunne være en afsluttende besked udefra, eller noget helt tredje.

Jeg kan også spørge om de mest mærkelige ting, fordi min fornemmelse siger mig det. Enten via billeder jeg får vist for mit indre øje, eller en duft, der kommer til mig, eller måske nogle ord/sætninger der presser sig på. I dag ignorerer jeg det ikke længere! I dag stoler jeg på det.


Det der gjorde udslaget for mig at jeg netop KUNNE og SKULLE stole på det jeg får vist eller det jeg ”hører”, var en aften da jeg lå i min seng og ”snakkede” med min elskede afdøde bedstefar. Da ”samtalen” var slut, sagde han ”Sidst” til mig og ”rørte” rørte mig med sine krydsede fingre.  Ja det lyder skørt ikk.? Men….

Da jeg var lille og var sammen med mine bedsteforældre, så havde min bedstefar den særlige ”leg” at når vi skulle fra hinanden og de eller vi skulle hjem, så krydsede han fingrene og sagde ”sidst” når han rørte os en sidste gang inden afskeden. Det gjaldt nu om for os næste gang at huske det og komme først. Det gjaldt også om at huske at holde fingrene krydsede for ellers gav det mulighed for modparten at få chancen for at ”sidste”. Skør leg uden nogen særlig mening, andet end sjov. Eller måske for at løsne lidt op i afskedsstunden.

Men da min bedstefar gjorde det ved mig den aften, helt ud af den blå og jeg havde faktisk glemt alt om det, så vidste jeg at dette var virkeligt!! Meget virkeligt faktisk!

Der er mange flere små detaljer til denne historie, som er svære at få med. Men i hovedtræk er dette min historie. De ting jeg har oplevet som barn, har givet mig nogle følelser, som jeg siden hen har arbejdet med at forstå, for at det skulle åbne mig op til det jeg laver i dag, og sikkert også skal lave på sigt. Jeg er meget spændt på hvor jeg bliver ført hen.  De andre historier og tanker som ligger her på hjemmesiden er et udtryk for det jeg har lært og været igennem. Både op og nedturene. Jeg er heldigvis blevet forskånet for traumer som trafikuheld, svære sygdom og lign. Min far led desværre af ALS og døde af det i en alt for tidlig alder. Jeg har endnu ikke forstået hvorfor, men den proces har også lært mig noget.

Jeg har en stor medfølelse og empati. Jeg kan sætte mig i andres sted. Jeg kan forstå dem. Ved selv at have været igennem en forandring med f.eks. at slippe kontrol, så kan jeg også se når mine klienter begrænser sig selv, i forhold til at leve lykkeligt og harmonisk. At være lykkelig og glad, er ikke at leve uden problemer. Det er at lade det lykkelige, sjove, glade fylde mest!! Så kommer man nok lige lidt lettere igennem problemerne. Problemer er udfordringer, der er en gave når de bliver pakket ud!

Jeg har veninder, venner, familiemedlemmer som ikke længere er en del af mit liv. Og dog! For selvom vi ikke ses længere, eller har kontakt, så har de mennesker stor betydning for at jeg i dag er den jeg er!! Vi har været i hinandens liv så længer der var behov for det. Indtil vi lærte det vi skulle lære, eller vi skulle lære af ikke længere at være i hinandens liv.


Mine forældre var selvstændige og havde ansatte og brugte mig til at få afreageret på. Nogle tænkte måske at så kunne jeg sige det videre, så de selv slap. Det gjorde jeg ikke, men jeg tror på at, det at de fik afreageret, gjorde at tingene blev nemmere at kapere for dem, og jeg tog det sjælendt personligt. Min far kørte lastbil da jeg blev født og indtil jeg var ca 8 år. Jeg savnede ham tit. Der var jo ingen mobiltelefon. Der var mønttelefon og en kort besked fra min mor og ikke meget tid til overs til os. Jeg gik ofte hjemme og ventede på at se ham igen, og da jeg ikke kendte til tiden det tog at kørte fra Grækenland og hjem…. Så vidste jeg aldrig hvor lang tid der ville gå før jeg så ham igen.

Min mor passede hjemmet og kontoret. I dag gør jeg mange ting i hjemmet, fordi ”sådan gjorde mor”.  Hun var der altid. Men pga. alt det hun skulle, så var det ikke nærværet vi mødte mest af. Hun var altid i gang med det næste i tankerne. Mine forældre har gjort det bedste de kunne, med den baggrund de havde og det liv vi førte. Jeg gør det bedste jeg kan for mine piger, med den baggrund jeg har og det liv vi fører nu. Min bror og jeg er forskellige og mine piger er forskellige. Jeg kan ikke skåne dem for alt, og det skal jeg heller ikke. Det de oplever og de spor der sætter sig, skal de bruge til et eller andet senere i livet. Det skal jeg da ikke tage fra dem.

Jeg har lært meget af ikke at være enig med min mor i alt! Jeg er en pige der altid har været god til at tilpasse mig – det gider jeg ikke mere! Jeg gør det kun af nød i dag. Jeg er blevet langt bedre til at stå ved mig selv! Og det gør mig godt!

Jeg er også blevet meget bedre til at gøre noget ved det, hvis jeg ikke er på toppen psykisk eller mentalt! Jeg gider ikke gå og have det dårligt. De ting jeg har oplevet har formet mig til det jeg kan og er i dag!


Kærligheden har jeg aldrig været i tvivl om!!! Heldigvis, for uden den er vi fortabte!


NB: Dette indlæg er ikke redigeret for stavefejl, eller andre fejl !!