Nye tider

20. september 2016


Nye tider


Der har været stille længe. Jeg har været "nede med flaget". Slået ud af spillet. Ikke slået ud af kurs. Jeg er netop på rette kurs. Jeg har været træt med træt på! Virkelig udmattet. Jeg har måttet kæmpe for at opretholde en normal hverdag, med tøjvask, madlavning, arbejde, lektiehjælp, indkøb m.m. Jeg har aldrig bare lagt mig på sofaen og faldet i søvn bare sådan. Det var helt nyt for mig at det skete mange gange hen over det sene forår og hele sommeren. 

Jeg gik til læge fordi der måtte sikkert være noget med mit stofskifte, som der er flere i familien der har. Men samtlige blodprøver var fine, og med baggrund i min voldsomme træthed, konkluderede lægen at jeg havde en depression. Selv i dag, har jeg svært ved at sige det højt. Ikke at jeg ikke vil stå ved det, men det klinger bare for dramatisk og barskt i mine ører. Jeg var ikke ked af det, eller trist. Jeg var bare dødtræt og træt af ingen energi at have.


Jeg frekventede en healer i Vamdrup og hun gav mig de ord jeg havde brug for, samt en vidunderlig healing. Hun sagde: "Du er som et bilbatteri, der er klappet sammen" - se det kunne jeg forstå. Derfra var det at finde det som kunne fylde mit batteri op igen. Så kunne jeg handle, for nu vidste jeg hvad jeg gik efter.

Jeg besøgte flere behandlere på min vej tilbage til fuld vigør. Og heldigvis for det, for jeg blev - igen - mindet om det jeg havde glemt! Nemlig min jordforbindelse. Derfra skete der noget. Jeg begyndte at komme til hægterne igen. Og samtidig begyndte der at vokse nye ideer frem. Bl.a. det kursus jeg nu tilbyder i SELVHEALING OG PERSONLIG UDVIKLING. Og nr. 2 er på vej.

Alt sammen noget jeg har samlet op igennem mange år og som nu giver mening at give videre. Samtidig med at jeg konstant bliver mindet om det selv og dermed husker det. Ren Win-Win.


Jeg havde nogle samtaler med lægen hen over sommeren. Ikke dybe eller lange, men nok til at jeg blev holdt øje med og nok til at jeg ville arbejde med det og også vidste jeg kunne!! Ingen medicin! Jeg kunne selv. Jeg havde heldigvis også hele vejen igennem et spinkelt lys for enden af tunnelen, som heldigvis også blev stærkere og tydeligere som tiden gik. Og efter 4 måneder stod jeg endelig for enden af tunnelen og manglede kun at træde ud i det "nye lys". Der stod jeg nogen tid. Overvældet, lidt skræmt, betænksom, som den tryghedsnarkoman jeg er.


Jeg vidste det var et spørgsmål om tid, før min nysgerrighed ville tage over og angsten for det ukendte ville dæmpe sig så meget, at jeg ville begynde at træde ud i den nye verden, jeg nu er kommet til. Lyset er skarpt her. Det er svært at se, men trygheden er til stede. Jeg VED jeg er det rigtige sted. Jeg er ikke bange, selvom jeg ikke kan se ret meget pga det stærke lys.


Jeg arbejder en del med energier, engle, ånder mm. Disse energier kommer til mig. Støtter mig, hjælper mig, og viser mig vejen. De visker til mig at alt er godt, og alt er som det skal være. Jeg er ved at lukke nogle døre og porte, for at nye kan blive åbnet. Det er svært at acceptere, men efterhånden giver det mig ro. Jeg arbejder konstant med at slippe kontrollen og have tillid. Slippe den dårlige samvittighed og tillade mig selv at acceptere tingene som de er.

Så når disse energier fortæller mig at jeg skal tage den med ro og tillade mig selv at vænne mig til alt det nye og de højere energi-frekvenser, så ved jeg det er det jeg skal gøre. Tingene kommer når jeg er klar.


Det er her i den nye tid, den nye energi, at jeg skal slå mine folder. Lade tingene ske og lade tingene vokse sig store og stærke. Jo det er her jeg hører til. Jeg skulle igennem den "nedtur" for at kunne kravle ud af min pubbe og nu langsomt folde mine vinger ud og snart flyve frit rundt med glæde og kærlighed som ledsagere!


Det er da smukt ikk'?